screen 1

1971-billede-af-kirken.jpg

Hermed vil jeg slutte min beretning om vort liv og arbejde i Brede sogn gennem så mange år.

Det er blevet mest almindeligt at en præst og hans/hendes familie efter en 7 til 10 års forløb søger "nye græsgange".

Det har vi ikke gjort, blandt andet fordi vi - presset - på det nærmeste måtte give løfte til det menighedsråd der i 1964 ansatte os, om at blive længe, helst "tiden ud". Som det hidtil har været skik blandt Brede sogns præster, som de sagde.

Den præstetavle, der hænger i kirken og dækker tiden fra reformationen op til vore tid er da også påfaldende kort. Man blev i Brede!

Som vi altså også gjorde det. Sådan blev det naturligvis fordi vi var godt tilpas i Brede sogn, der gav vore børn gode opvækstbetingelser og vi fik venner og bekendte, vi var glade for.

Og jeg kunne gennem årene fungere som "familiepræst" for flere generationer, kunne genkende familietræk i de nye konfirmanders ansigter, fordi jeg havde (døbt), konfirmeret og viet deres forældre, og det mener jeg er en fordel og giver en tryghed, som kan opveje trangen til fornyelse i et sogn.

Tiderne er anderledes nu, man er ikke så bofast mere og føler ikke mere de gamle familiebånd som en fordel, men snarere som en hemsko, man gerne vil gøre sig fri af, så man kan få nye oplevelser og nye indtryk.

Men vi har valgt anderledes og det kunne vel gå i det, der blev "vores tid."

 


1976-algreen-ved-alteret.jpg

Mens jeg skrev om vores "Præsteliv i Brede" har jeg ladet min teologi skinne klart igennem, synes jeg, men en egentlig "teologisk bekendelse" har jeg ikke fået formuleret mig. Det er svært ikke at få det for omfattende.

Men her i Brønderslev blev jeg i januar 2000 bedt om at "holde en aften" i byens missionshus, hvor vi ellers ikke selv kommer, undtagen til Ydre Missions basar. Det sagde jeg ja til, og skrev en tale, der kunne bruges opbyggeligt for dem og afklarende for dem som for mig selv vedrørende mit standpunkt og min egen grund under fødderne.

Og den bringes da her som efterskrift.:

VI ER I VERDEN IKKE I PARADIS

Brønderslev Missionshus 18. januar 2000 

I Kristeligt Dagblad har man op til årsskiftet 2000 kunnet finde en spalte - eller klumme, som det nu hedder - hvor man stiller forskellige mennesker det spørgsmål: "Hvad er den største udfordring til kirken i det nye årtusinde?"

Mange svar har der været, få der virkelig gav noget, man kunne bygge på. Men af og til en, man kunne være grundig uenig med. Og det er ikke altid det værste.

Den, jeg har "lagt mig ud med," var en redaktør Ivan Rod fra månedsbladet "PRESS"; en af dem med fingeren på pulsen, I ved.

Hans forslag til en udfordring kan sammenfattes kort til: Kirkens budskab gør op med egoismen, men man mærker det ikke meget i kirken, hvor man kunne ønske sig, at præster var åndelige ledere, ikke som missionærer, men som mennesker der er eksempler til efterfølgelse. Og præster skal udstråle ydmyghed, glæde og tyngde, noget i lighed med de buddhistiske munke, som han har mødt på sine rejser i østen.

Så er det sagt, men er det rigtigt, er det i hvert fald rart at tænke på, at man selv er pensioneret, for det bliver ikke let at leve op til. Og man kommer til at tænke på det lille vers af Piet Hein (Kumbel), hvor han siger:

Uselviskhed

er dog det bedste

man kan ønske

for sin næste.

Ja, vist så; ville det ikke være skønt, om alle andre end lige netop jeg selv, holdt op med at være egoister?

Men det sker jo ikke, fordi: "Vi er i verden, ikke i paradis."

Hverken præster eller redaktører eller mennesker kan leve op til sådan en fordring.

Ikke engang selv om man måske ville give manden ret i, at kirkens vigtigste opgave er at bekæmpe egoismen. Men det er nu i øvrigt slet ikke dens berettigelse og mening. Selv om det er en meget udbredt opfattelse i samfundet, såvel som i kirken, på sine steder.

Overfor det synspunkt vil jeg hævde, at kirkens opgave ikke er at stille fordringer til mennesker, men at stille mennesker fri.

Som det hedder i en af vore nyere udgangsbønner, der samler op hvad vi har været i kirke for, hvor vi hver især takker for at være blevet gjort til "et frit menneske" ved at have fået givet syndernes forladelse.

I kirken kommer vi som skyldnere, syndere, og det er den eneste ordentlige måde at komme på. 

Men vi går derfra som tilgivne syndere. Og det er dobbelt befriende, først fordi vores synd er blevet gjort tydelig for os gennem ordet, men dernæst fordi vi også har hørt, at den synd ikke har skilt os fra Gud, men at han går med os ud i verden på ny, hvor han håber, vi - ved at få lettet os for skyldens byrde - lidt friere kan se op og få øje for vort medmenneske og hans eller hendes behov.

I 1. Mosebog 4 fortælles det at Kain var vred og gik med sænket hoved, fordi han fornemmer, at Gud ikke ville have med ham at gøre, som han ville med Abel. Og da siger Gud til Kain: "Hvorfor er du vred og går med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren."

Det er naturligvis at forstå som en banal formaning om godhed, men det kan nu også godt bruges som billede på den, der ikke vil sættes fri af Guds ord om nåde, som gudstjenesten har som sit mål.

Jeg nævnte før nogle ord fra en af de nye udgangsbønner, men lad mig nu nævne lidt af den gamle, der blev omformet forrige gang gudstjenestens ord var til revision. I rigtig "gamle dage" takkede vi Gud for at "du har lært mig, hvad jeg skal tro og gøre" mens vi i knap så gamle dage (og endnu i dag sine steder) takker Gud for, at vi har lært: "Hvad du vil, jeg skal gøre". Og er vi i tvivl om, hvad det "gøre" måtte betyde, så er svaret altid: "Du skal tro."

Altså tro på syndernes forladelse, og derved kunne løfte sit hoved, gå som et frit menneske, og se sig for, hvor der måtte være brug for en.

Og dermed kommer vi frem til det rette kristne forhold til de bud om næstekærlighed, som alverden synes vi burde begynde med og ikke ende med, som vi - efter min menig - gør og bør gøre i kirken.

Det kan siges med et kendt citat fra 1. Joh. 4,10: "Deri består kærligheden, ikke, at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder."

Altså er kirkens opgave ikke at forkynde næstekærlighed, men at forkynde syndernes forladelse.

Men vi skal jo da heller ikke lægge skjul på, hvad Gud forventer sig af de frisatte. Som Paulus siger det i Efs. 2,8-10: " Af nåden er I frelst, ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven……….Hans værk er vi, skabte i Jesus Kristus til gode gerninger, som Gud forud lagde tilrette, for at vi skulle vandre i dem." Kærligheden er altid både gave og opgave, men netop først gave 

I vores salmebog findes en afholdt salme, som K.L. Aastrup har oversat fra svensk, da han var i den danske brigade i Sverige under krigen. Lidt venstrehåndsoversættelse var det, men tro mod oplægget fra Sundells side. Det er salmen: "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord" jeg tænker på. Den blev - uden Aastrups viden - taget med i vores salmebog i 1953, og han var derfor afskåret fra at præge den i mere personlig retning, som han siden ofte havde lyst til. Særlig gælder det sidste vers, hvor det hedder om, hvad der er kristenlivets kærne, nemlig "at elske, thi deri er livet!" Aastrup havde nu gerne fundet en anden formulering, som havde sat Jesus Kristus ind mellem os og Gud, så det kom frem at med ham har vi fået givet en anden begyndelse; Han kommer nemlig altid før vores hæderlighed, vor hjælp til de svage og alt det andet.

Altså sådan at denne salme fik vist os, at vi er rykket fra Gammel Testamente over i Ny Testamente.

Sådan at det måske var blevet rettet fra : "At elske, thi deri er livet" til "At elskes, thi deri er livet."

Vi må og skal nemlig altid begynde herfra: "Du er Guds barn. Sat på et urokkeligt fundament af kærlighed, og kun dér hører du hjemme i liv og død."

Det er her vi må begynde. Hele tiden. I kærlighed fra Gud, der begynder forfra med os, hver gang vi svigter og falder.

Men det kan være svært nok at fastholde i tro. For helst vil vi begynde i os selv og være noget.

Men vi er nu kun noget, fordi vi er begyndt hos og i Gud.

Og sådan er det da ikke uselviskhed vi skal ønske, hverken af kirken eller af vores næste. Men vi skal ønske det bedste for vor næste som for os selv, nemlig det virkelig at turde tro, at "Gud er kærlighed".

Det er nemlig ene grunden til at vi kan holde ud at leve i verden, og acceptere, at vi ikke er i paradis - endnu.

JA-P.

Embedstelefonen fungerer ikke!

Embedstelefonen med tlf. nr. 74 71 11 43 fungerer ikke i øjeblikket. Man skal derfor benytte tlf. nr. 40 16 11 43, hvis man vil have kontakt med

Læs mere