screen 1

 

FDF-Lokalet 

1964-Gl.-Praestegaard-fdf.jpgDa vi kom til Brede, havde FDF-arbejdet til huse i den konfirmandstue, som vi ikke ville bruge. Så de og deres førere kunne uhindret fortsætte arbejdet der..

Men der tonede jo et problem frem i horisonten. Hvad skulle der ske med arbejdet, når den gamle præstegård var solgt?

Skulle FDF-lokalet "flyttes med" ned til den nye præstegård på Kirkepladsen. Kunne det tænkes - som Anders Nicolaisen der var primus motor i arbejdet foreslog - at man byggede Præstegården ud med en kælder, som FDF kunne bruge?

Det sagde jeg nej til og menighedsrådet fulgte mig i det.

Imidlertid kom der en god løsning, da præstegården blev solgt til den selvejende institution "Brede Børnehave". FDF fik nemlig af bestyrelsen lov til at overtage og bruge sidebygningen med den gamle stald (hvor der var spiltov til heste og sti til gris samt hønsehus endnu). Her kunne man med frivillige især gamle FDF'ere's hjælp (her i blandt hjælpsomme håndværkere) indrette et udmærket mødelokale for FDF. En ordning der bestod til børnehaven nogle år senere selv ville bruge den sidebygning. 

 

 

FDF Arbejdet

FDF var i en ret god gænge, da vi kom. Der var et godt lederteam, bl.a. bestående af Anders Boysen Jensen og korn- og foderstofhandler Didrik Jepsens datter, Kirsten og svigersøn Jens Erik Lehmann (hvem der var først ved jeg ikke, men Anders Boysen Jensen var der længst). Anders Nicolaisen havde, før vi kom, gjort et stort arbejde, men havde trukket sig i baggrunden, dog sad han stadig i bestyrelsen og ydede derigennem stor støtte både med praktisk bistand og åndelig opbakning, samt omkring det at holde økonomien i orden.

Efter FDF's vedtægter var der - ud fra korpsets ønske om lokal kirkelig forankring - også en form for symbolsk bestyrelsespost åben for stedets sognepræst, som jeg overtog efter provst Holdt. Men både Helene og jeg var uden forhåndskendskab til nogen form for spejderarbejde; vi havde aldrig haft berøring med det, og var ikke særligt personligt disponeret for at kaste os ud i det på et praktisk plan, men ville gerne bakke dets kirkelige tilhørsforhold op.

Anders Nicolaisen havde et stærkt ønske om at FDF skulle være forkyndende gennem sine unge ledere. Det kneb det med at leve op til, og jeg beredte ham nok en skuffelse, da vi i den nye præstegård (august 66) var værter for et dagligstuemøde for de unge førere, og jeg der sagde, at hvad angik det forkyndende arbejde - som jeg vidste de følte sig under pres af - skulle de ikke lade sig tynge af andres forventninger, men de kunne frimodigt bede et Fadervor ved møderne og så komme til kirke med børnene ved forskellige lejligheder. Det var vigtigere, at de gjorde et stykke godt "spejderarbejde".

Det var ikke svært at se på Nicolaisen, at det var en uventet. Han havde givet vis håbet på min opbakning til en afgjort forkyndende linie, men det pres på de unge ledere ville jeg ikke forstærke. De kom jo fra almindelige hjem hvor der herskede blufærdighed omkring det at det stå frem med et kristent budskab og jeg forstod deres forlegenhed. På en vis måde var FDF-arbejdet i Sønderjylland nok i de fleste sogne mere nationalt og folkekirkeligt bredt end just forkyndende set i forhold i det øvrige land og det burde efter min mening også gælde i Brede.

Min og Helenes deltagelse i det daglige FDF arbejde blev beskeden og lod nok også meget tilbage at ønske, set med Anders Nicolaisens øjne. Gennem årene deltog vi dog altid ved de traditionelle FDF-fester og forældreaftner, hvor jeg holdt tale.

Arbejdet gik dog efterhånden noget trægt fordi nogle gode ledere rejste fra byen uden der var voksne nok til at fylde tomrummet ud og det førte til, at arbejdet kom til at mangle frodighed, trods et par af de mere unges forsøg. Men især ramte det dybt, da lærer Ole Bødker og hans kone, Helen, samt lærerparret Keldsen, i denne periode startede et "gult" spejderkorps i byen.

Vi, der var i bestyrelsen, forsøgte forinden at overtale dem til at gå med i FDF, men de kunne ikke gå ind til noget, der havde selv spinkel tilknytning til det "kristelige". De gik derfor i gang med "de gule spejdere" omkring 1970 og fik en god start, men det kom naturligvis snart til at betyde en yderligere svækkelse af tilgangen af ledere til FDF, fordi et så lille samfund ikke kunne bære begge former for den slags ungdomsarbejde.

Men de gule spejdere sygnede desværre også ret snart hen, da Ole Bødker og hans familie flyttede til Tønder, hvor han blev lærer og en god kraft indenfor "de gule spejdere" der i byen og familien Keldsen omtrent på samme tid flyttede fra sognet til Fyn.

I de senere år kom der en dygtig lærerinde til byen, Ingrid Hansen, som tog FDF-arbejdet op på ny og fik det til at gå fint, bl.a. med opbakning fra unge forældre og vi så dem også jævnligt i kirken.

Andre må fortælle FDF's historie i Brede - der en tid havde et musikkorps - og skildre dets store betydning for ungdommen i Brede gennem en god årrække siden Genforeningen.

 

Naboer i Brede

Brede var fra gammel tid sognets "præsteby" mere end stationsbyen på den anden side skinnerne, Bredebro, var det. I det gamle Brede havde man haft præstegården liggende i århundreder. Jens Holdt og hans kone Karen Holdt havde boet der siden 1925, da vi kom 39 år senere og skulle fylde deres plads i Brede.

Som nævnt til en begyndelse blev der taget godt og varmt imod os da vi flyttede ind april 1964. Og det ikke blot fra mere "officiel" side, men også fra naboerne omkring præstegården, som vidste lidt om hvad et sådant naboskab kan indebære.

Først må nævnes Didde Skade, som med sin Christian og deres endnu hjemmeboende drenge drev en lille gård som nærmeste nabo. En stråtækt, trelænget gård, med lavt til loftet, men med rigeligt hjerterum.

Didde var vant til at smutte over Wulffsvej og sætte træskoene i forgangen for at få en lille snak i præstegårdens køkken, og det har været fru Holdt til god hjælp.

Sådan fandt hun også ind til os i vores store klumrede køkken og fik en snak med os, ganske som vi gerne gik over til hende og Christian, ofte sammen med Karsten, som også var meget glad for dem og deres dyr. De tog os som vi var, unge byfolk, men dog begge med rødder på landet, og vi kunne være helt os selv hos dem.

En anden nabo på Wulffsvej var familien Lassen med deres 5 børn, hvoraf Bjarne var den yngste og blev Karstens legekammerat. . Der blev råbt en del for at holde styr på de mange børn i det lille hjem, hvor Sven Lassen havde et lidt heftigt temperament, mens hans kone var mild, børneglad og blødhjertet og de var en god nabofamilie.

Lige efter præstegården på Brede Bygade lå dyrlæge Bentins villa, hvor fru Bentin boede. Hun var dengang vi kom, enke. Hun var uddannet massør (som det hed før end det blev kaldt "fysioterapeut") og havde en klinik, om var en del besøgt af byens folk. Hun modtog - ganske som fysioterapeuterne - patienter efter lægehenvisning.

Men til hende fik vi intet naboforhold, som hun næppe heller har haft det med Holdts. Hendes mand og hun var udpræget tysksindede, og havde under besættelsen vist en noget hoverende holdning overfor præstefamilien. Hun solgte siden sit hus til maler Thøstesen og flyttede til et mindre nybygget hus i Bredebro, og gennem sin tilknytning til Indre Missionskredsen, kom jeg senere tættere på hende og lærte at sætte pris på hende også. Hendes tyskhed til trods.

I nabolaget, på Smedevej, boede også familien Ravn, hvor Hannelene (søster til Boi Davidsen) havde sin gamle far, smed Hans Davidsen, boende. Erling Ravn havde da en træsko-fabrik, der gik godt. Den blide Hannelene havde en del at se til, både som en del af virksomheden og som husmoder for en stor husholdning omfattende den gamle fader, og - foruden en sund og rask datter - to kvikke, men med årene stadig mere bevægelseshæmmede drenge, fordi de begge led af muskelsvind. Altså en husstand på 6 personer.

Det var et godt hjem at gæste, men præstens besøg gjaldt især den gamle smed, en statelig mand, der vidste meget om sognet og kirkens liv i Brede.

Han havde siddet i menighedsrådet i mange år og nok været den styrende sammen med Jens Holdt, som han var med til at vælge, da pastor Nissen blev afskediget. (1925)

En sag der lå tungt på Hans Davidsens samvittighed. Han havde været med til de afgørende beslutninger sammen med biskop Olesen, Ribe. Og det var tydeligt, at han syntes pastor Nissen var blevet for dårligt behandlet.

Som jeg husker det i korthed, drejede det sig især om pastor Nissens privatliv. Han var ikke særlig omhyggelig med sig selv, havde en svag kone, og han kunne nok tage en tår over tørsten. Og helt galt blev det, da pastor Nissen af en indflydelsesrig Bredeborger var blevet set beruset i Flensborg på et noget tvivlsomt værtshus. Det hvirvlede meget op. Den moralske forargelse var stor. Han burde ikke have konfirmander o.s.v. Man søgte bl.a. at danne frimenighed i Brede med tilknytning til Skærbæk hvor der dengang var en gammel, veletableret frimenighed i forvejen og som nogle forældre havde valgt at sende deres børn til præst i. Det skabte nok en vis splittelse, men da den løsning aldrig fik fodfæste, kom det ikke til at betyde så meget på længere sigt. Det egentlige forløb kan jeg ikke udrede fyldestgørende.

Men det ubehagelige røre havde i hvert fald gjort Hans Davidsen til en stærk forsvarer af sognekirken og sammenholdet omkring den, som det også lykkeligvis bestod, da vi kom.

Pastor Nissen blev afskediget efter en afstemning i sognet, hvor man - lidt sent og juridisk set svagt - benyttede sig af en bestemmelse fra 1920, hvorefter man rundt i landsdelen kunne stemme ja eller nej til om sognet ville beholde sin (i tysk tid ansatte) sognepræst. En sådan afstemning havde man ikke holdt i 1920 i Brede, men så gjorde man det altså i 1924. Det var nok biskop Olesens salomoniske løsning. Nissen fik siden embede som præst for den tyske menighed i Abildområdet.

De begivenheder var nok grunden til, at Hans Davidsen lagde en opgave på Helenes skuldre, som hun aldrig glemte: "Sørg altid for, at Deres mand er pæn i tøjet og i kirken med rene poignetter, en ren præstekrave og med pænt børstet kjole. Det er en præstekones fornemste opgave." Sådan omtrent lød det af og til, nok med hans tanke på fru pastor Nissens svigt på det felt.

Af andre gode naboer bør vel især nævnes Andreas og Grethe Bock, som begge blev vore venner; noget der måske allerførst blev åbnet op for, da deres søn Niels - kort efter vores ankomst til Brede - lå i spisestuen til gaden med brækket ben, og havde fået et stort garderobespejl sat op ved sengen, så han kunne se og vinke til alle, der kom forbi på Brede Bygade. Det var hyggeligt og åbnede tidligt for fortrolighed.

Senere blev Dres kirkesanger, og det betød, at vi begge to fik den tradition, at vi Lille-juleaften, når sidste juleprædiken var skrevet, skulle komme til eftermiddagskaffe hos Dres og Grethe og smage Grethes jule småkager til. Og derudover kom vi der i et godt vennesamvær. Men om Andreas Bock fortælles der mere, når jeg kommer ind på samarbejdet med kirkebetjeningen, idet Andres Bock i 14 år blev vores kirkesanger.

 

Studiekredsen og Bibellæsningerne

Den første vinter i Brede indbød vi til studiekreds i den gamle præstegårds store dagligstue, og som grundbog brugte vi Paul Honoré: "Livsanskuelse" fra 1952.

En fornuftig bog at have som udgangspunkt til drøftelse af "livsemner", fordi den vel fremførte kristne synspunkter, men uden retningspræg og moralisme.

Der deltog en god flok "unge" familier, som for en stor del siden kom til at indgå i vores omgangskreds. (Boi Davidsens, dyrlæge Madsens med flere). Det fandt sted en gang om måneden i vinteren 1964/65.

Samtidig optog vi provst Holdts skik med at holde "Bibellæsninger" rundt om i sognet. Det blev holdt i skiftende private hjem (som indgik som et led i folks "nabogrande" ) som 2 aftner om ugen i november 1964 i Nr. Vollum, Aaspe, Abterp, Borg skole, Sdr. Vollum, Kummerlev, Harres og Trælborg. Og igen i februar 1965 i Trælborg, Sdr. Vollum, Abterp, Harres skole og Borg skole Kummerlev og Nr. Vollum. I Brede og Bredbro var der ikke en sådan tradition. Proceduren fortsatte i 1966 og 1967. Men efterhånden som generationsskiftet fandt sted ude omkring på gårdene, blev det sværere at finde villige værter, som fastholdt "vintergrande-traditionen." Det samme problem omkring villighed til at lægge hjem til, kunne også opstå fordi disse aftener jo var for alle i det lille samfund. Og var der så nabostridigheder i området, kneb det med at finde et værtspar. Det var svært at finde en løsning på for et nyt præstepar.

De aftner var kun af navn egentlig "bibellæsning", for allerede i Holdts tid var emnet ikke hentet fra en bibelsk sammenhæng men mere frit, noget aktuelt kirkeligt eller en artikel i "Vartovbogen" el.lign.

Da jeg overtog det, søgte jeg dog at tage centrale kirkelige begreber op, som "Barnedåb", "Altergang" o.s.v. Det måtte heller ikke gerne blive for langt, for der skulle jo være tid også til, at mændene gik i stalden for "at mønstre" kreaturerne, mens konerne fik kaffe og lagkager frem.

Når så mændene vendte tilbage, blandedes duften af kostald og kaffe sig lidt uvant for os. Var der to stuer, så sad mændene i den ene og kvinderne i den anden og havde hver sin "samtalekultur". Og da børneopdragelse og den slags optog os mere end landbrugsfaglige meninger, så holdt vi helst til hos kvinderne om det var muligt. Som regel var Helene med i hvert fald i første runde, da vi endnu havde en pige med fra Frederikssund Jørgensen, (en tidl. konfirmand) til aflastning den første tid, og det var fint. Men snart var vi uden medhjælp og skulle så skaffe babysitter til Karsten, og det var ikke altid let at komme afsted 2 aftner ugentligt.

I februar 1967 havde vi således den sidste runde. Derpå samlede vi os mere om at holde foredragsaftner i den nye præstegårds konfirmandstue, også samlet i én måned årligt, nemlig februar.

I 1975 forsøgte vi dog (efter opfordringer) at genoplive skikken med dagligstuemøde rundt i sognet. (November 1975: Nr. Vollum, Abterp og Borg og i februar 1976 : Kummerlev, Harres og Sdr. Vollum).

Men med min indsættelse som provst for Tønder provsti 1. april 1976 blev denne opgave uoverkommelig, så det faldt væk påny.

Og tiden var da nok også løbet helt fra så "nære" tiltag, selv om den ældre generation i landsbyerne var glade for at være med. Samværsformerne var blevet meget ændret op gennem 60'erne.

Adventskoncert 2017

Søndag d. 3. december 2017 kl. 19.30 , 1.s. i advent, afholdes der adventskoncert i Brede kirke. 

Det er i år Jonas Kardyb Nicholaisen, der sammen

Læs mere