screen 1

 

Uffe Bjerre som kirkesanger
Da vi kom til Brede, havde FDF-arbejdet til huse i den Uffe Bjerre som kirkesanger. Bjerre var folkeskolelærer ved Bredebro skole, og var 36 år da vi flyttede til Brede. Kirkesanger og kirkebogsfører var han, da vi kom, ansat under provst Holdt 1959. Og han blev os straks en god støtte og snart en god ven. Positiv i tankegang og hjælpsom af sind og i praksis. Og altid loyal i sit arbejdsforhold til en.
Det første han lærte mig var: "Her er alle du's". Sociale skel betød såre lidt i Brede, var hans iagttagelse, og det var rigtigt. Sådan hjalp han mig også til ikke at lade Pahus's råd komme til udfoldelse, nemlig om at holde en vis afstand til "sognebørnene", ved altid at tale rigsdansk som sognepræst. Som før fortalt havde jeg ikke lyst til at følge det råd, men Uffe Bjerres beskrivelse af den dagligdags jævnhed blandt folk underbyggede min beslutning.
Mest havde vi lejlighed til at lære hinanden at kende i forbindelse med begravelser, hvor vi altid sad side om side ved kaffebordet i Kroen eller i Forsamlingshuset.
Men også når vi en eller to gange årligt konfererede kirkebøger i præstegården fik vi talt godt sammen. Han var også en god støtte for Forsamlighus-livet, iøvrigt sammen med lærer Knud Nielsen. Bjerres livsglæde kom da også til udtryk ved, at han alle årene - også efter han i 1966 blev sognepræst i Visby - spillede violin til folkedans rundt omkring. Han var af bondeslægten Bjerre fra Lemvig/Struer-kanten og vokset op med De danske Ungdomsforeningers holdning til folkeliv, grundtvigsk selv af livsholdning. Det blev altså kun til et par gode år sammen med ham som "degn", for i 1966 blev han - ved biskop Henrik Dons Christensen's mellemkomst - "kåret" på et sognemøde i Visby til deres præst. Dons kendte ham personlig fra uddannelses-årene i Ribe, og kunne - med rette - gå ind for ham som præst, selv om hans bogførte kvalifikationer alene var seminarieuddannelsen. Den senere tilkomne "særuddannelse" som førte mange lærere ind i præstestanden, var ikke "opfundet" i 1966. Bjerre blev ordineret i Ribe domkirke 27. juli 1966.
Men også som præstekolleger fik vi et godt samarbejde, især synligt ved gensidig ferieafløsning, men også en tid gennem fælles studier af bl.a. Markusevangeliet og siden i konvents-sammenhænge, hvor Bjerre's - som vi to - var med både i "Det lille konvent" og i "Det vestslevigske konvent". Det første foregik en gang månedligt, bortset fra december og sommertiden, mens det andet mødtes tre gange årligt. Begge steder var det et frugtbart og afslappet forhold mellem præsterne. De var os et godt "åndehul". Men herom senere.


1979-Andreas-Bock.jpgAndreas Bock som kirkesanger.

Det blev jo da et tab at en så god kraft som Uffe Bjerre forlod sognet. Vi måtte se os om efter en afløser. Formand Claus Clausen foreslog, vi henvendte os til gårdejer Andreas Bock i Brede. Han var godt nok ikke lærer, "degn", men havde været en god formand for Brede sogns Ungdomsforening i sin tid, var kirkeligt interesseret og havde en god sangstemme. Den tanke var mig ikke fremmed, vi kendte jo både Dres og Grethe som gode naboer fra tiden i Brede.
Stillingen blev slået lovformeligt op i dagspressen i august 1966, og der kom ikke andre ansøgere. Andreas Bock blev ansat 1. oktober 1966, med et halvt års prøvetid. Men både menighed og præst var snart helt uden tvivl om, at valget var godt, og han holdt da også ud i 14 år, til limmester hos LNJ, tidl. landmand Math. Nielsen, afløste ham i 1980. (Han blev tillige graver i 1982).
Præst og kirkesanger kunne så fremdeles gennem årene - til 1982 - følges ad fra kirke til kro, når der var kaffebord efter begravelsen, og det det blev også en stor støtte at have Dres Bock med både som samtalepartner og som en god sanger til at synge for på de salmer, som begravelsesfølget foreslog.
Der var gennem alle "mine" år et fast "ritual" ved disse lejligheder, overtaget fra provst Holdt.
Man satte sig til bords, med familien på langsiden foroven i salen, og "om hjørnet" præst og degn først for på venstre fløj. Der var vi i kontakt med familien og derfra kunne vi se, når kaffen var klar til at blive båret ind. Et vigtigt øjeblik! Da slog præsten på koppen til ro i salen, og vi to "professionelle" sang straks for på "Regn os til dit vennelag," uden at bekendtgøre, hvor den nu stod i salmebogen. Det vers kunne man bare i Brede! Så først var der frembæring af kaffen, og man fik boller med smør, kringle og som regel svedsketorte, senere lagkage, til. Præsten skar for. Og så gik snakken ellers - ind imellem til forargelse for nogen, især de yngste og yngre, der fandt det lidt stødende - men for de fleste, også familien, en lettelse efter det store tryk især kistens sænkning og jordpåkastelsen havde lagt på alle.
Både Bjerre og Dres Bock var gode samtalepartnere for mig under kaffen, som før nævnt, og vi drøftede sognet, politik og meget mer, som betød, vi fik et godt kendskab til hinanden. Ind imellem (særligt ved mindre sørgelige begravelser) kunne vi næsten forglemme os, så vi ikke fik begyndt på fællessalmerne i rette tid.
Vi lagde gerne ud med de mere kendte, f.eks "Til himlene rækker". På den måde fik vi sang-fortroligheden prøvet af til nye valg, måske af dybere salmer, måske forsat blandt de lettere. Men der var som regel en god sang-formåen i Brede, i hvert fald i de første mange år, og det blandt alle sociale grupperinger. På det sidste kunne man mærke fortroligheden tage af, men det skyldte måske også, at jeg efter 1982 (da kirkesanger Math. Nielsen tillige blev graver, og derfor måtte blive på kirkegården for at ordne graven) nu sad alene og skulle "trække læsset". Det var mig især svært at finde de første to-tre toner, men kom man igang, gik det. Af og til først rigtigt i 2. linie. Men det bar man pænt over med; også at jeg af og til bad andre - måske forslagsstillerne - om at synge for på en melodi, vi ikke var så fortrolige med. Hvert sogn har nok sin særlige "salmeskat", bygget op gennem generationer, ud fra grundpræget i hjemsognet.
Disse kaffeborde var omdiskuterede som relativt fast led i en begravelseshandling, men var ofte hyggelige og forløsende, især for familier med en stor omgangskreds og når den døde var mer eller mindre "offentlig" kendt. Men til at begynde med fornemmede jeg et stort traditionspres på dem, der var sorgknugede og skyede tanken om "en stor begravelse", og på dem, der havde dårligt råd til et bekosteligt kaffebord. Så jeg betonede altid ved begravelsessamtalen, at det var et helt frit valg og rådede ind imellem til at lade være.
Det valg fra familiens side kom senere til at fremgå af dødsannoncerne, med vendingen: "Højtideligheden slutter ved graven". Og det var en god måde at sende signal ud. For usikkerhed var der tit, til at begynde med, og lydhørhed overfor, om nu præsten (eller et familiemedlem, ofte med for spag en stemme) indbød til kaffebord i kroen eller forsamlingshuset. (Kroen var fra gammel tid noget tyskpræget, og var det end ikke mere sådan i min tid, så sad det endnu lidt i folk, så de mest bevidste valgte forsamlingshuset, men det tog af, især da "huset" ikke længere blev bestridt af "Linse" og hendes "Veste'". Linse var en særdeles brav og dygtig kone. Bagværk og kaffe skulle være af god kvalitet, det var en æressag for hende og en klar forventning fra familien.
Men kirkesangeren var også altid en stor støtte i kirken om søndagen i at lede sangen og forløbet; det tog presset af én ved alteret at have en pålidelig medarbejder nede i kirken, så alt forløb som vanligt. Så f. eks. dåbsgæster fik signal i rette tid, så de kom op fra tårnrummet under 2. salme på værdig vis. Det lykkedes som regel.
Men der opstod en (lidt pudsig og dum) konflikt engang, da grev Schack lige var tiltrådt som hjælpepræst (1976). Han havde af mig fået at vide, han ikke måtte ændre på gudstjenesten for at der ikke skulle opstå forvirring om hans og min gudstjesteform - noget som en sognepræst kan bestemme overfor en hjælpepræst, men ikke over fastansatte præster ved samme kirke. Og nu havde han så dog alligevel indført en ekstra salme før barnedåben.
Men jeg havde jo selv haft samtalen med forældrene og der havde holdt mig til den vanlige gang: "Gå op når 2. salme begynder!"
Nu sad jeg så nede i kirken, tæt ved tårnrummet. Og godt gal på Schack, for ikke at være ordholdende, og da rejste jeg mig idet 2. salme satte ind, i min kirkebænk og vinkede kraftigt til de to forældre derinde, at de skulle blive hvor de var lidt endnu.
Det gjorde imidlertid Dres Bock rigtig vred. Han skulle nok selv kunne klare det! Han antydede endda, at han ville opgive sin stilling op overfor mig af den grund. Men jeg fik ham da overtalt til at blive noget endnu, med nogle ord om, at det var unødvendigt at gå, fordi jeg havde opført mig dumt.
Men da Dres faktisk holdt op noget senere (1980) som 64-årig, var det med en mere saglig grund. Og inden da kunne vi begge le ad episoden.
Afskedsbegæringen kom nu, fordi Grethe Bock en tid lang havde været ked af, at de skulle være bundet hjemme hver søndag, efter at Dres var holdt op som landmand og havde overdraget gården til sin søn. Så burde de da kunne tage fri og afsted af og til.
Sådan fik Dres Bock et langt og velfortjent otium. Han døde i august 2002.


1979-Ingrid-Wandahl.jpgOrganist Ingrid Wandahl
Brede kirke havde i så at sige alle mine arbejdsår en god organist i Ingrid, og hun var en god medarbejder til hver en tid. Noder og salmemelodier har jeg aldrig rigtigt haft forstand på, så det var helt overladt til hende at finde rette melodi, eller at foreslå en ny. Og det kom der da også af og til nye på vores repertoire, men med den begrænsning kun at "belaste" menigheden med et par nye melodier årligt.
Af og til holdt vi "salmesangsaftner" med indsyngning af mindre kendte melodier og "litterær" gennemgang af salmernes indhold, nye som gamle, og det var nyttigt, som det var festligt med hendes koncertindslag fra orgelbænken.
Gennem alle årene - fra hendes ansættelse som gymnasieelev til år efter min afgang - dygtiggjorde hun sig på kurser og på Kirkemusikhøjskolen i Løgumkloster, og sådan voksede også menighedens musikforståelse med hendes kunnen.
En kort overgang rejste familien Wandahl fra Bredebro til Bramdrupdam, men efter få år kom de tilbage og bosatte sig i Toftlund og hun tiltrådte snart på ny. Stillingen havde været besat af en seminarieelev, der blev færdig som lærer og forlod egnen.
Og godt var det. Hun var en elskelig medarbejder og en god kammerat for os der var ved kirken. Der blev søgt om at hun kunne få Dronningens fortjenstmedalje, da hun havde været ansat i 35 år. Men det skal være 40 år meddelte kirkeministeriet. Menighedsrådet forsøgte dog igen 5 år senere igen og Ingrid fik så Dronningens Fortjenstmedaljen sidst på året 2001.


Graver Svend Aage Brink
Brink var blevet ansat ved kirken i 1963, altså kort før vi kom.
På de dengang normale vilkår, der bød ham dels løn fra kirken og dels egen indtjening på gartnersalg og gravsteds-vedligehold. En kombination som gik ud ved lov i 1982 . Men det blandingsforhold gav - indtil da op gennem årene - anledning til mange besværlige lønforhandlinger, fordi menighedsrådets medlemmer gerne ville skønne sig til hvor stor en selvstændig såkaldt "entrepriseindtægt" Brink havde ved siden af lønnen fra kirkekassen, for derved at finde en - efter deres mening - rimelig samlet indkomst for graverfamilien.
Med det resultat, at Brink aldrig blev helt tilfreds med sin løn; og skønt jeg i rådet, hvor jeg i langt de fleste år var valgt til formand, kæmpede for en ordentlig løn til ham, var jeg i Brinks og hans kone Laurenthas øjne i det stykke med på "den gale" side. Og det kunne godt af og til stramme lidt i samarbejdet. Der skal dog ingen tvivl om, at vi gensidigt holdt af hinanden, skønt vi ind imellem også sled på hinanden. Og skønt jeg altså ikke tør påstå, at jeg for min part altid var en helt retfærdig "arbejdsleder" i kampens hede, så oplevede vi altid loyalitet og sammenhold om kirkens forhold udadtil, selv når vi var uenige.
Og som graver og kirketjener var han - sin kantethed til trods - en pålidelig og respekteret mand, der havde et fint forhold til sine "kunder."

 

 

 

 

 

 

 

 

 


1991-graver-og-kirkesanger-.jpgMathias Nielsen som graver.

Brink tog sin afsked i forbindelse en ny lov for området der betød at alle graverstillinger landet over blev frataget deres entreprise-afdeling og stillingerne blev tilrettelagt på tjenestemandslignende vilkår med overenskomstmæssig fastsat løn. Han fik derpå arbejde hos amtet.
Da blev vores kirkesanger efter Dres Bock, Mathias Nielsen, heltidsansat både som graver og kirkesanger under den nye lønordning.
Det gav menighedsrådet ro for lønproblemerne, fordi graverstillingens forhold - efter en kirkegårds-opmåling - blev fastsat efter kirkeministerielt cirkulære, nu som en 100 % stilling med en god del medhjælpstimer. Til det job blev Jytte Boller fra Hjerpsted ansat, og de to ydede sammen et fint arbejde.
Mathias var også en god tilhører i kirken på kirkesangerbænken, selv om han med sin indremissionske holdning nok af og til har kunnet ønske sig en anden udlægning af teksten, end den jeg bød på. Men aldrig opstod der et modsætningsforhold ham og mig imellem.
Han virkede stilfærdig og sikker som graver i henved 13 år, og gik af som 70 årig kort efter vores fratræden

 

Graver og kirkesanger Mathias Nielsen. (Foto 1991)
Mathias var en dygtig og afholdt graver og en mand med stor tålmodighed.En enkemand var utilfreds med sin kones nyanlagte gravsted. "Stenen står skævt" Det mente Mathias nu ikke, men hentede sit vaterpas, og stenen stod lige. "Den er nu skæv alligevel" sagde gravstedsejeren. Og så gjorde Mathias stenen skæv og manden var tilfreds

 

Adventskoncert 2017

Søndag d. 3. december 2017 kl. 19.30 , 1.s. i advent, afholdes der adventskoncert i Brede kirke. 

Det er i år Jonas Kardyb Nicholaisen, der sammen

Læs mere