screen 1

Kirkeskikke

grafik/1969-ny-klokke-+-algreen-+-.jpg
 
Påske 1969. Brede kirke får en ekstra klokke i tårnet. Financieret primært af en anonym giver.
   På billedet fra venstre En montør, kirketjener Brink, Ingeniør Larsen samt Karsten og Jørgen Algreen

 


Da vi kom til i 1964 var der stadig spor af køns-opdelingen på kirkens syd og nordside. Ægtepar sad sammen i mandssiden, men når konen kom i enkestand flyttede hun som regel over i kvindesiden under pulpituret. Det var ikke ubetinget, men endnu en klar tendens, at sådan skulle det være, men det billede fortog sig dog snart. Man havde ikke den skik at kime med klokken ved de store højtider, og det savnede jeg, når vi nu jævnligt sang "Kimer, I klokker før dag i det dunkle.." juledag, og "Nu ringer alle klokker mod sky, det kimer i fjerne riger.." til påske. Så det forlangte jeg - med henvisning til Ritualbogen - kimning indført, også af "pædagogiske grunde"; dog ikke med en hel time som Ritualbogen ellers foreskriver det, men blot med et kvarter før bedeslag.

Men det bekom nu ikke kirketjener Brink vel; og det må da også siges, det var bøvlet, fordi han ringede dengang normalt klokken nedefra ved tårnets fod, udendørs (ringerebet gik over et trissehjul ind ad vestlugen) og på disse højtidsdage ringedes efter stedets skik i en hel time med 3 korte pauser. Så når der nu yderligere skulle kimes til slut, måtte han op ad trappen i tårnet for at slå på klokken med en træhammer. Men det blev dog sådan. Og det fortsatte både da vi fik to klokker, der i begyndelsen kunne ringes manuelt inde i tårnet, fra 1. afsats, og da vi siden fik maskinel ringning (foræret). Men da stadig med håndkimning direkte ved klokken som det kræves af klokkenkonsulenten.

"Sjæleringning" foregik ved ringning i een time (med pause for hvert kvarter), når en voksen var død, og i en halv time, når det var et barn, helst samme dag som dødsfaldet var sket. Det foregik i tiden fra 11 - 12, dog ikke om søndagen, fordi gudstjenesten ikke var færdig til kl. 11, så udskød man til mandag.

Det er en køn og meget gammel skik, som binder sognet sammen i medfølelse. Tit havde man jo en formodning om, hvem klokkerne ringede for. Men ind imellem skete det, at man gættede forkert om hvem det kunne være, selv med et tungt ventet dødsfald et sted.

Vi ringede kun for folk som boede i sognet, ikke for de udensogns, der måske et par dage senere skulle begraves hos os. Det kunne nok give lidt vrøvl af og til.

Altergang var der kun den første søndag om måneden, da vi kom, og da altid med skriftemål et kvarter før gudstjenesten, og det opretholdt jeg en tid på den første altergangsdag i måneden, men ikke til den der skete 3. søndag i måneden, som jeg straks "fordoblede" det til. Senere hen blev der altergang 3 gange hver måned, og kun een søndag hver måned uden. Altergang var der aldrig på de store 1. helligdage, til nogens undren og Hans Schacks forargelse. Min begrundelse var, at der skulle være een søndag og de store højtider, hvor de "fromme" ikke skilte sig ud ved at efterlade de "mindre fromme" dernede i kirken under (den af mange sønderjyder lidt "privatfornemmede") altergang. Der var en stor del af menigheden, der aldrig gik til alters dengang. En af dem var lærer Albert Borst, der havde været kirkesanger under provst Holdt en del år, inden Bjerre overtog, fordi Borst's stemme svigtede. Men heller ikke i disse professionelle år gik han til alters. Det var ham netop for privat og smagte ham for meget af fromheds-demonstration. Og den fornemmelse var udbredt dengang i hvert fald i det sønderjyske, og jeg kendte den fra mig selv. Af samme grund anbefalede jeg altid de nyansatte præster, som jeg i min provstetid skulle indsætte, at de undlod altergang på indsættelsesdagen. Det var iøvrigt bekvemt for førstegangs tiltrædende, der havde nok at holde styr på den dag, ud over det. Men jeg rådede sådan, for at undgå at skabe skel i menigheden på en dag, hvor man kom mand af hus for at se den nye præst. Da skulle ingen beskyldes for at "mase sig op til alteret for at se giraffen" som det meget folkeligt kunne formuleres.

Nu om dage er - landet over, som i Brede - altergang i langt højere grad en selvfølgelig afslutning på ens kirkegang, og kun meget få "bliver nede". Det er en fin udvikling, som afspejler et meget mere afslappet forhold til altergang. Ligesom børnealtergang nu er almindelig. I Brede var biskop Dons Christensen den første som - da han var kirkegænger indenfor mit begynderår i Ribe stift - tog sine to mindreårige børn med til alters. Det vakte opsigt, og brød nok isen, selv om det varede en tid, før det blev almindeligt. Men jeg indbød straks ved forberedelsens begyndelse konfirmanderne til at deltage, når de kom til kirke. Og det gik som regel fint og uden forstyrrelse af de ældre. Men diskuteret blev det af den ældre generation - bl.a. ved bibellæsningerne - om det nu var rimeligt og værdigt.

Der sad også i mange år den skræk i ældre folk at komme til at "æde og drikke sig en dom til", når man kom som "uværdig", idet man adskillige steder - især i vakte kredse - havde lagt stor vægt på Paulus' ord i 1. Kor. 11, 28 og 29, som udlægges meget mere liberalt nu om stunder.

I dag forkyndes det - med rette - at uværdig er ingen, og kun et villet misbrug er forkert, og det forekommer da næppe heller. Men man kan godt - ved synet af den udbredte altergangsbrug - gøre sig de samme tanker, som P.G. Lindhardt gør i en af de nyere udgaver af "Vækkelser og kirkelige retninger," hvor han lidt drilagtigt spørger, om mon det er kirkegængerne, der er blevet altergæster, eller det er altergæsterne, der er blevet de tilbageværende kirkegængere?

Det almindelige skriftemål - gerne indføjet efter prædiken, før selve nadverhandlingen - har også haft sin betydning omkring det med at føle sig værdig til at modtage Jesu legeme og blod. Havde man nemlig der modtaget syndernes forladelse - med håndspålæggelse - kunne man være en tryg altergæst.

Jeg ved udmærket at skikken om udtrykkelig at give syndsforladelse på den måde ikke er nødvendig, fordi selve altergangen giver det samme. Men jeg kan den dag i dag af og til savne det personlige tilsagn, givet under håndspålæggelse.

I Brede overtog jeg efter provst Holdt en skik med at afholde skriftemål et kvarter før gudstjenesten.

Men ritualet til skiftemål satte jeg selv sammen allerede i juni 1964 fra forskellige kilder, og da det røber en god del af den holdning til, hvad der er kristne grundtanker og gudstjenestens mening, som var min dengang, vil jeg gengive det her:

Vi begyndte med at synge vers 1 til 3 af 449 "Gud, efter dig jeg længes" (af Sthen fra 1589). Derpå lød det: "Nåde være med jer, og fred fra Gud vor Fader og ..."

Derpå blev citeret Mat.22,37-39 "det store kærlighedsbud", og der blev bedt denne bøn (hentet i Præsteforeningens blad nr. 32 /1960):

"Herre, vor Gud, himmelske Fader, vi bekender for dig, at vi ikke elsker dig af hele vort hjerte, og at vi er uden tillid og frygt overfor dig. Vi søger altid vort eget og ikke Guds, vi frygter alene det, som fratager os vort helbred og udkomme, vor ejendom og ære. Vi vil ikke lade vor retfærdighed og salighed bero alene på Jesus Kristus, og det, han har lidt for os. Vi gør heller ikke det, kærligheden kræver, og elsker ikke vor næste som os selv. Vi mistænker og bagtaler ham, kan ikke tåle noget ondt fra hans side, uden at blive mere forbitrede, og vi vil ikke af hjertet tilgive ham.

Derfor beder vi dig: Tilgiv os alle vore synder og oplys vort hjerte med din sandhed, så vi altid tror, at du er vor nådige Fader, og at vor næste er vor bror. Det gøre du for din Søns, Jesu Kristi, vor Herres skyld. AMEN"

Derpå lød (fra 1. Johannes brev 4,10): "Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder."

Og dernæst: "På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg jer alle jeres synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn."

Derpå til hver knælende - med håndspålæggelse - "..dig alle dine synders nådige forladelse,.. og dig..."

Hvorefter vi sluttede med de 3 sidste vers af 449.

På den måde blev et godt luthersk forhold til synd og nåde forkyndt, omtrent som jeg gerne ville det overfor kirkegængerne i enhver søndags prædiken; men her var muligheden for en helt personlig modtagelse og tilsigelse.

Det pinlige ved det og ironiske var, at der i hele Brede sogn kun var to personer, der havde det behov, nemlig "Lille Misse" Hansen, (den enfoldige sjæl) og Oda Paulsen, (måske sognets frommeste.) Og der kom ikke - til trods for mit håb og mine anbefalinger - flere til. Kirkegængerne ventede pænt udenfor det lille kvarter, til ritualet var gennemgået med de to.

Så - vel efter et årstid - opgav vi det. Bl.a. under den mistanke, at de to "syndere" måske kun kom for ikke at skuffe præsten!

Skikken havde hos os, som snart alle vegne, overlevet sig selv og findes næppe nogen steder mere.


 

 

1990-barnedaab-Bo-Bak-Jense.jpg
1979-AndreasBocks-barnebarn.jpg
 
1990 Lotte Bak Jensen får sin
søn Bo døbt.
1979 Barnedåb 2 juledag. Andreas Bocks barnebarn , Karen, datter af
Niels Bock og Marie Stærk holdes over dåben af sin far.

 

Barnedåb

Det var en lettelse at opdage da vi kom, at man i Brede havde barnedåb før prædiken. (På trosbekendelsens plads). Begyndende med en dåbs-salme som 2. salme, og afsluttende med et par salmevers, og "fortrængende" evangeliestykket fra den tekstrække, der ikke skulle prædikes over. For ikke at gøre gudstjenesten for lang, som provst Holdt sagde.

I Fredrikssund-Oppesundby lå dåben efter prædiken, og det betød der ofte, at dåbsfolk med følge først "trængte ind" i gudstjenesten, når prædikenen var forbi og "forsvandt" før altergangen, efterladende en lidt rystet lille menighed. Det var også svært at tilsige dåbsfolkene til det rette "indtrædens-tidspunkt" p.g.a. forskelle i salmevalg og en smule forskel på prædikens længde; og så kom de - for en sikkerheds skyld - i meget god tid og var ikke altid stille derude i våbenhuset.

I Brede kunne man bede dåbsgæsterne komme til gudstjenestens begyndelse og med rimelighed forvente, at de ikke gik før gudstjenesten var forbi,(af og til dog kun til lige før altergang), mens dåbsforældre ligeså kom ved gudstjenstens begyndelse, og ventede i tårnrummets "glasbur" til 2. salme (dåbssalmen) satte ind på orgelet. Så kom de op ad kirkegulvet til døbefonten.

Og kunne efter dåbshandlingen gå ned bagest i kirken og der deltage i resten. Eller gå hjem. Det valgte de fleste, så de var klar til gæsternes ankomst efter kirketid 


 

Dåbssamtalen.

I begyndelsen foregik dåbssamtalen nok mest i præstegården, hvor forældrene kom efter aftale, medbringende Fødselsattest fra kommunekontoret, tit med barnet i "lift" på gulvet.

Senere - i min provstetid - brugte jeg mere anledningen til at komme ud i hjemmene til den aftale, for på den måde at pleje kontakten med sognet, som jeg før kunne på anden vis.

Og da kom jeg så ikke mere - som før - på besøg efter dåben. Jeg måtte rationalisere mit tidsforbrug, og "narre" mig selv til at skulle afsted; og det pres lå på mig før dåb, ikke efter, for så kunne det jo altid udskydes lidt!

I begyndelsen af min præstetid var der endnu ikke sket det skred i traditionsbevidstheden som præster står overfor i dag, med følgerne af mindre kristendomsundervisning i skolen.

Derfor kom jeg aldrig igang med den praksis, der siges at være almindelig i dag, hvor præsten taler med forældrene om en kristen børneopdragelse, med opfordring til jævnlig brug af bibelhistorier og aftenbøn.

Det følte jeg nu også sidenhen, (da det måske måtte være mere aktuelt,) kunne være et overgreb overfor forældrene; en mistro om, at de ikke "mente" noget med at komme med deres barn til dåb. Det gik jeg som princip ud fra, at de gjorde.

Men det var en god ting, at præst og menighedsråd - fra 1983 - begyndte at forære alle dåbsbørn Anna Sophie Seidelins "Billedbibel", bekostet af Peter Lassen Rosenbergs legat, der blev brugt til meget godt for Brede sogn. Og hans navn blev da også mindet derved, fordi hans legat anførtes på første side som giver, med dato for dåben i Brede kirke.

Dåbssamtalerne var for mig først og fremmest kontaktskabende, og en tryghedsforanstalting for den, der skulle bære, ved at vi gennemgik dåbsritualet i grove træk.

Og her benyttede jeg mig af at pege på, at når vi spurgte: "Er barnet hjemmedøbt?", så var det fordi dåben er så stor og kraftfuld en ting (med "højspænding" i, så at sige), at een gang er nok til resten af livet. Den døbte er hentet ind i Guds verden for altid. Det blev mit "forkyndelsessted" i den situation.

Af alt hvad en præst gør i sin kirke er vel det at døbe børn det herligste. Og mange er de, jeg har stået ved døbefonten med gennem de godt 30 år. (Mit første hele arbejdsår, 1965, blev det til 42). I alt blev det til måske 900 - 1000, eftersom Brede gennem de år var et sogn i vækst.

 


 

1980-konfirmander.jpg
1980-konfirmander-2.jpg
  
Konfirmander 1980



Konfirmand-undervisningen

Konfirmationerne lå gennem mange år fast på Palmesøndag, altså lige før påske, så konfirmand altergang med forældrene kunne ske i påsken.

Den gamle skik hang nu nok også sammen med, at man i mange år skiftede skoleår 1. april som Palmesøndag ligger op ad. Først sent gik jeg med til at flytte dagen - efter forældrepres - til 2. søndag efter påske. Jeg må indrømme at det var et lille flyt, og det gav ikke mange flere timer til undervisningen, som det fra de kirkelige myndigheders side var tænkt som, da man overvejede at flytte alle konfirmationer - med tvang - til at ligge i maj. Det komissions-forslag bortfaldt dog, men argumenterne var måske rimelige nok, idet skolens skemalægning kunne lide noget under pludselig at få børn tilbage i første time to gange ugentligt.

Man løste det nu i Bredebro ved at give dem fri. Og skoleinspektør Harald Grau-Hansen var tilfreds med datoen, den ny som den gamle. På den tid af skoleåret er der iøvrigt så meget, som er i opbrud p.g.a. af ekskursioner, eksaminer og den slags.

Min begrundelse for min tøven var dels at konfirmanderne kørte træt, om vi blev ved for længe, men sandt at sige dels også at provstearbejdets byrde tog voldsomt til efter l. april med regnskab, budget og kirke- og kirkegårdssyn. Det var højsæson lige til sommerferien. Men det sidste var dog et argument jeg ikke nævnte for så mange.

Men så begyndte jeg da også altid første dag efter sommerferien med at tage imod de nye 7. klasser, så det samlede timetal blev fuldt ud som foreslået af kommissionen i deres betænkning.

Og det var som regel en god oplevelse at få de børn indenfor, jeg mindes kun et par hold som modvillige og urolige. Ja, tit gik det sådan, at klasser, der havde ry for at være umulige i skolen faldt til ro i konfirmandstuen. Et godt argument for at de skal "gå til præst", ud af klassen, hvor de er på hjemmebane, ind i præstens hjem, hvor han er vært. Det betyder straks en chance for et lille overtag.

Jeg valgte også at have årgangens to 7. klasser i een time to gange ugentligt. Så kunne jeg holde dampen oppe og imødegå kedsomhed, fremfor at have to sammenhængende timer som ville kræve stilskifte med eget arbejde rundt om ved bordene med risiko for mere uro end jeg ville bryde mig om.

Min undervisningsform var mest fortællende, eenvejskomunikation, men med hyppig inddragelse af dem ved spørgsmål. Ingen fik lov at falde hen. Men gruppearbejde, udførelse af tegninger og den slags undgik jeg som sagt. Litteraturstykker brugte jeg meget til at krydre forløbet med; læsning af brudstykker fra bibelen var vigtigt, tit med inddragelse af billeder af gamle kunstnere. Det gav også de svagere læsere en chance. Her fandt jeg den nye illustrerede udgave af NT fremragende, da den kom i 1992. Den kunne jeg godt have ønsket mig frem længe før. I øvrigt var det endnu dengang sådan at børnene ikke kom til præsten uden forudsætninger. De havde alle lært noget i skolens kristendomstimer Traditionstabet, som man nu om stunder sukker over, var endnu ikke indtrådt i Brede i min tid.

Undervisningsmaterialet, som jeg brugte i de fleste år var "K-materialet", udarbejdet af Søren Lodberg Hvass og Erik Ågård, og som også er vel illustreret med gode farvebilleder.

Udenadslæren indskrænkedes til Fadervor (som de dog alle kunne når de kom), Trosbekendelsen og et par salmer, væsentligst "Du Herre Krist", men også konfirmandsøndags-salmen "Herre, jeg vil gerne tjene dig…..".

Mens jeg aldrig fik gjort ret meget ved "De 10 Bud", dels fordi jeg kunne forudsætte dem lært i skolen og som almen baggrund for vores liv, dels fordi jeg ikke gerne ville have kristendom i for høj grad gjort til et spørgsmål om moral. Det er mest af alt "tilsigelse af syndernes forladelse", der er det befriende budskab.

I de senere år var jeg dog anfægtet i det synspunkt, for hvis der ikke er forkyndt noget om Guds forventninger til os, og dermed stillet krav, så svæver tilgivelsen noget i luften.

Men netop Guds forventninger til sine børn - os - kan nu altså også forkyndes uden megen dvælen specifikt ved de Gammel Testamentlige bud, sådan som jeg har gjort det i mine prædikener alle årene. Det mener jeg og det har jeg ment i hele mit præstevirke.

Det er min opfattelse, at børnene godt kunne lide at gå til præst i Brede, og de kom da også pænt i kirke om søndagen. De fik at vide, at de ikke behøvede at komme hver søndag, de "skulle bare komme tit." Og presset til hvad det så var, gik jeg med til mindst een gang om måneden.

De sidste år krydsede de sig selv af på en liste, når de mødte tirsdag morgen, hvis de havde været i kirke. Så der gik for en del sport i at have mange krydser. Det kunne de godt lide.

Undervisningen af konfirmanderne, mødet med sognets børn, har altid været mig til stor glæde, og jeg har fundet det et betydningsfuldt stykke arbejde.

Og menigheden tog pænt imod de unge i kirken med deres smule uro, så de blev savnet, når forberedelsestiden var forbi. Kirken føltes lidt mere tom så.

 


 


Konfirmander 1988

Konfirmations-søndagen

Det var krævende for alle kirkens ansatte at have konfirmation. Der skulle stole frem til børnene og til de mange gæster, og der var spænding på alt, hvad der skete hos børn og voksne, for det skulle jo gå godt og glat.

Konfirmanderne og jeg mødtes i tårnrummet, for i konfirmandstuen blev der sorteret telegrammer af frivillige fra FDF og/eller menighedsrådet, gerne under ledelse af en fra posthuset. Der kom rigtig mange kuverter til dem om morgenen før kirketid, over 1000 som regel. De blev lagt i poser med navn på og delt ud efter kirketid på kirkepladsen.

Når orgelet satte i gik vi på rad og række til de stole, der var sat frem med navneskilt på, jeg til alteret og gudstjenesten gik igang som en normal højmesse med prædiken fra prædikestol, og så først derefter var der konfirmation med tale til børnene fra korbuen og derpå samling om alteret, hvor de blev konfirmeret uden tilspørgsel, men med navn, velsignelse og et personligt bibelord, der som regel blev skrevet ind i deres nye salmebog under mit besøg i hjemmet som jeg aflagde indenfor den følgende månedstid. Det holdt jeg fast ved som en vigtig skik. Jeg udeblev først efter 2 forgæves forsøg på at træffe nogen hjemme.

Men da så at sige alle hjem - undtagen hos landmændene - stod forældreforladt i arbejdstiden, lagde jeg besøgene i tiden fra ca. 15 til 18 på hverdagene, aldrig på lørdage eller søndage. Derfor tog det tid, når der var mellem 30 og 40 konfirmander.

Var der to konfirmations-gudstjenester, fordi der var mange børn, skete det ikke over to søndage, men det samme dag. Kl. 9 og kl. 11.

Min begrundelse for ikke at have to konfirmations-søndage var, at Brede sogn ikke skulle deles op i to dele, men flagene skulle vaje alle vegne, og børnene føle sig fejret af hele sognet.


 

1995-konfirmander-paa-danev.jpg
1995-konfirmander-paa-baad-.jpg
  
1995 Konfirmander på udflugt til Sydslesvig d. 3 maj. På Fjordbåden på vej til Kollund efter et kik ind over Flensborg
1995 Konfirmander på travetur på Dannevirkevolden.  Det sker på den vold, der blev genskabt i 1940'erne som led i
nazisternes forsvar mod et frygtet angreb nodfra efter en engelsk landgang i Jylland. Men traveturen førte os også hen fordi den gamle Valdemarsmur og til Dannevirkegårdens museum.

 

 

 

Konfirmand-udflugter

Fra Oppe-Sundby tog vi en skik med, nemlig at tage på udflugt i bus med hele flokken, gerne tirsdag efter konfirmationen. På Sjælland gik turen - i samarbejde med pastor Bøgh i Ølstykke og hans konfirmander - til Sverige.

I Brede gik turen over grænsen til Sydslesvig. De første år på fællespas, men siden på egne, som børnene fik for at kunne bruge dem til grænsehandel. Ganske få forældre var lidt betænkelige ved at lade dem få pas så tidligt, men ingen hindrede deres børn i at deltage af den grund.

Turen startede med "Spritbåden" fra Kollund til Flensborg, så tidligt at ingen beduggede pensionister kunne genere os. Der blev der så købt slik i massevis. Køb af cigaretter og spiritus (til forældrene) var ikke tilladt, for vi kunne ikke styre, om det måske gik til eget brug og det ville vi ikke lægge ryg til. Vi stod ikke af båden i Flensborg men tog straks retur. Vi turde ikke slippe dem af syne i så stor en by.

Derpå gik turen til Lyksborg slot med omvisning, de fleste af årene; men i de senere år til en gåtur på Dannevirke volden frem til Dannevirkegården i stedet, og så altid til et besøg i Slesvig domkirke især for at fortælle om den storslåede altertavle, der gav anledning til at få gennemgået påskens begivenheder en sidste gang med dem, hvorefter de fik lov at gå frit nogle timer i Slesvig by, så vi kunne være hjemme ved aftensmadstid eller så.

Vi havde som regel dejlige ture, Helene og jeg, med de børn, men vi var godt møre ved hjemkomsten. Helst med lidt godt og sjovt til vore egne børn der var passet af en større skolepige eller måske af Oda.

De farvedias vi tog på turen var siden fast indslag på konfirmandforældreaftner, og helst med et par fotos, der viste nogle af forældrene som konfirmander. Og det blev med årene til en del, der kendte turen fra egen barndom.


 

 

Guld0304.jpg
Guldkonfirmander 2003. Traditionen lever stadig

 

Guldkonfirmation

I en del sogne - særlig langs grænsen - gik den danske og tyske præst sammen om at holde guldkonfirmationer, hvor man søgte at samle gamle konfirmander, der var gået til præst for omkring de 50 år siden, altså i mange år før 1920 til en tysk præst uanset sindelag i familierne. Nu så længe efter spillede det med sindelaget kun en lille rolle og det betingede samarbejde mellem de to lokale menigheder. Mit indtryk var at både de danske og de tyske præster i grænsesognene havde stor glæde af et sådant samarbejde i de senere år, nu hvor skellet mellem parterne var blevet mildnet.

Guldkonfirmation var derimod ikke fast sædvane i Brede, hvor der jo heller aldrig har været det igangsættende moment af konkurrence mellem to menigheder. Men der blev af og til - også i Holdts tid - lavet et sådant arrangement i Brede. 

Men på den måde at initiativet så skulle komme fra en eller flere "guldkonfirmander", som så fik en navne- liste over deres årgang (af og til slog flere årgange sig sammen; således i 1983 for årgangene 1931 - 1935) og så gik man igang med det store arbejde at opspore de forskelliges nuværende bopæl.

Som regel skete det i sommerhalvåret, og begyndte med deltagelse i sognets almindelige gudstjeneste, hvorefter man samledes på Den gamle Kro til festmiddag. Helene og jeg var så deres gæster der. Og der var festlige stunder for disse 65'årige og deres ægtefæller.


 

1984-bryllup-sonderjysk.jpg

Bryllup

Da jeg kom, overtog jeg provst Holdts gamle skik med at lade brudeparret "føre sig selv op" ad gulvet. Det gik tilbage til tysk tid, hvor civilretten krævede, at alle brudepar blev "sammenskrev'n" hos sognefogeden, inden de kom i kirke. Derfor var det mand og kone, der kom op ad kirkegulvet for vel at få kirkens velsignelse, men dog i alles bevidsthed "for at blive gift".

Den sønderjyske skik holdt jeg fast ved, også ud fra en betragtning om, at en brud nu ikke længere blev "bortgiven" af sin far, men nok bare havde meddelt hjemme, at nu ville de to have bryllup!

Jeg ville helst have, at brudgommen førte sin brud op ved venstre arm (altså den "forkerte side") fordi sådan skulle de placere sig på de to stole, der var sat frem foran alteret, og hvor de - siddende - hørte præstens tale og derpå rejste sig og trådte et par skridt frem under vielseshandlingen med tilspørgselen. Først når de var gift, satte de sig "ret" på plads, som ægtefolk, så manden (som ansvarlig beskyttende) havde sin kone ved højre hånd.

Hvis en far gerne ville føre sin datter op, skete det med hende ved hans højre arm. Men så "overtog" brudgommen bruden ved øverste kirkebænk, og fulgte hende ved sin venstre side de sidste skridt op til de 2 højryggede brudestole, mens brudens far blev nede i kirken og satte sig ved moderen i kirkens nordre side, kvindesiden. Ganske som brudgommens forældre, der altid sad på mandssiden mod syd.

Når Schack en sjælden gang havde et bryllup, brugtes der dog "kongerigsk skik". D.v.s. med 4 stole (2 og 2) stillet "med siden til alteret" hvortil brudens far førte datteren op og de satte sig overfor brudgom og dennes far, indtil brudeparret - efter 1. salme - mødtes foran præsten og påhørte talen stående. Det synes jeg tvinger præsten til at fatte sig i større korthed, end jeg behøvede overfor de to siddende hovedpersoner. Derfor tillod jeg mig også at holde en brudeprædiken fremfor en "lejlighedstale" eller brudetale.


 

Guldbryllup

Det er en gammel sønderjysk skik, der var levende da vi kom, at man gik i kirke til guldbryllup. Gæstebudet begyndte simpelthen der.

Det var ikke alle guldbrudepar der kom, men dog de fleste gennem alle vore år i Brede.

Og eftersom levealderen er taget til, så er det, der var sjældent engang, blevet mere hyppigt nu. En enkelt gang var det diamantbryllup nemlig i 1965 med Anders og Karen Clausen, Brede, tidligere Abterp. (Deres krondiamantbryllup holdt de "kun" i Forsamlingshuset). Een gang var det et sølvbryllup, fordi der havde været borgerlig vielse de 25 år forud.

I mange tilfælde kom guldbrudeparret op ad kirkegulvet helt op til de to stole foran alteret; men tit også kun til øverste kirkebænk ved døbefonten. I første fald holdt jeg så min tale fra alteret, i det andet fra korbuen.

Kun een gang mindes jeg, der blev fælles altergang efter talen; det var da murermester H.P. Carstensen (formand for Indre Mission i mange år) og hans kone holdt guldbryllup.

"Det er så yndigt at følges ad" (der jo af Grundtvig blev skrevet til Gunni Busk's sølvbryllup) blev altid sunget. Ellers en salme som "Op al den ting.." eller "Denne er dagen, som.." til indledning og så blev der oftest sluttet af med "Nu takker alle Gud."

I god overensstemmelse med det indhold, som jeg syntes en sådan festgudstjeneste bør have: Tak til Gud for hjælp og bistand. Jeg holdt mig fra al udpensling af parrets bedrifter.

Måske belært af lærer Holmsgaard's guldbryllup, som de havde bedt provst Hans Petersen, deres gamle sognepræst, holde. Han "forgyldte" parret med alt hvad de havde gjort af godt i Hostrup sogn. Det synes jeg var forkert i en kirke, det passede bedre til en tale i forsamlingshuset, al deres fortjeneste til trods. 

De var også i Brede blevet kendte og aktive omkring kirke og forsamlingshus. Derfor blev de også overvældet med lokal påskønnelse på guldbryllupsdagen. Så voldsomt, at fru Holmsgaard - der ikke var tabt bag ad en vogn - søgte at standse blomsterstrømmen ved at bede Henry Gjelstrup om at holde igen og give hende mulighed for i de følgende uger i stedet at hente en buket ad gangen. .... (Han sagde nej)

Dette skete ret tidligt i vores Bredetid, og bekræftigede mig som sagt i min måde: At holde en takkeprædiken med et mindre personligt indslag. Alt farvet af deres livs glæder og sorger.

Ofte var vi selv gæster ved festen i forsamlingshus eller kro, og det skete også i en del tilfælde, hvor parret ikke ville i kirke, men dog godt ville have præstens med. Var man ikke jævnlig kirkegænger, følte nogen det for anmassende at byde sin gæster til kirke først.

Og naturligvis var der guldbrylluper som vi ikke havde det mindste med at gøre, bl.a. fordi en del ældre gennem årene flyttede til byen, men med et arbejdsliv i et andet sogn. Nogle få, fordi kirken ikke sagde dem noget som helst. Men da kunne vi godt møde let forargede kommentarer fra andre ældre i sognet. De synes nu det hørte sig til at begynde ret på rette sted. 


 

Begravelse

I de første år syntes vi ved kirken, at der var lovlig mange begravelser - i 1965 var der 25. Normalt kan man regne med 1 for hver 100 beboere i et sogn, altså dengang 17 - 18. (Året efter var der da også kun 12 dødsfald).

Man snakkede om, at mange ventede med at dø til vacancen var ovre, og man havde sin egen præst igen! Men det holder nok ikke stik. Ganske som den - i Brede i hvert fald - udbredte tanke, at dødsfald kommer 3 og 3 ad gangen. Når to var døde, spurgte man: "Hvem bliver mon den tredie?" Det gik jeg nu aldrig ind på; men graveren og jeg mumlede dog af og til sammen om, at det kunne fornemmes sådan at dødsfald kunne komme i "klumper" på 3 og så en pause. Det er naturligvis vrøvl på længere sigt, men tæller man altid forfra, når man er nået til 3, får man det jo til at passe.

Forår og efterår byder altid på flere dødsfald end de andre årstider, det er et faktum. Der svært at komme igennem omskiftelses perioden for mange svækkede og gamle.

Mange dødsfald erfarede vi om ved at familien stod ved døren - ofte tidligt på dagen - og ville tale med præsten. Det var nok mest, når det var ældre folk der var døde og børnene i fællesskab skulle ordne det fornødne, når de nu var hjemme i Brede. Så sad de knugede og alvorlige omkring mig på kontoret, og samtalen gik lidt trægt.

Da kom det for, at jeg spurgte, om de havde tænkt på nogle salmer, om der måske lå en seddel fra deres mor eller far med forslag, og jeg frittede forsigtigt ud om den døde, hvis jeg ikke kendte vedkommende i forvejen, hvad dog meget tit var tilfældet med sognets folk. Og var der ingen efterladte i sognet da blev det ofte ved den ene samtale, måske med telefonisk kontakt inden selve begravelsen. Og så gik de ud på kirkegården for at aftale med graveren.

Andre dødsfald blev der ringet om, og da tog jeg i regelen straks ud til de pårørende, om de boede i Brede sogn.

Jeg måtte ofte "skubbe hjertet op i livet" for at komme afsted til et sørgeligt, uventet dødsfald. Jeg kunne være lidt længe om at få sko på; jeg måtte sige til Helene et par gange: "Ja, så går jeg da nu..", men så var de lige en lille ting at ordne alligevel inden. Det var ikke noget, der tog mange minutter, men det gav lige mulighed for at sunde sig lidt.

Så var det alligevel som regel godt at komme ind til de berørte. For dem var det en lettelse at kunne komme videre sammen med præsten. Kaffen kom på bordet i køkkenet, og de blev snakket lidt om hvordan og hvornår dødsfaldet skete, om det forløb rimeligt fredeligt eller måske lidt vel dramatisk. Men det gav mulighed for at sætte ord på det forfærdelige, få det ud, og billedligt talt "gå rundt om det og betragte det".

Tit blev der ved sådan en lejlighed sagt et og andet, der for mig senere kunne blive udgangspunkt for min prædiken i kirken. En episode, en stemning der prægede familiens indbyrdes "mestring" af situationen. Som regel var der en velgørende åbenhed, trods den trykkede situation. Måske man mindedes en pudsig oplevelse med den døde, som kaldte lidt på smilet, det kunne lette lidt på det svære og oftest ufattelige. Det var i hvert fald stunder, hvor en præst gjorde nytte og fik en fornemmelse af at være til hjælp.

Ikke med bibelord eller anden præsteagtig højtidelighed, men bare i et samvær, hvor man ikke var en fremmed på besøg, men en med i kredsen. Af og til fulgtes vi ad ind til sengen/kisten og da bad jeg et Fadervor og lyste velsignelsen over dem og deres døde. Mange døde nemlig i hjemmet de fleste af årene, fordi man fra sygehuset udskrev håbløst syge til hjemmet; men naturligvis var der også tit tale om dødsfald, der var sket på sygehuset eller ved en ulykke.

Ved den slags lejligheder var det ikke altid let at bestemme salmer og at tale om praktiske ting. Så kom jeg igen en dags tid senere, eller vi aftalte det i telefon, alt efter hvor belastende dødsfaldet nu var.

Tit lød det: "Æ salme' må æ præst sjel' betemm'; de er jo ål go'ed," når den kirkelige tilknytning var svag, men der var også en del, der fandt en salmebog frem med ombukkede hjørner eller slidte steder. Det var en god hjælp op til begravelsen og til at finde grundtonen i "ligprædikenen." 

Selve Begravelsen

I de første år - hvor følget i egne biler havde været med til at hente kisten i Tønder eller fra hjemmet - var det skik, at man bar kisten ind i kirken ude fra kirkepladsen, alt mens præst og degn gik foran kisten op ad kirkegårdsgangen og de to alene (men tænkt i princippet alle) sang "Her mødes alle veje, på gravens bratte rand..." :

Her mødes alle veje

På gravens bratte rand,

Her er vort sidste leje

I skyggers mørke land,

Her synker alle hænder

Her visner hver en krans,

Her samles muldets frænder,

Her falmer støvets glans!

Men han, til hvem alt spæde 

Vi bares i vor dåb,

Forbød vort samfunds kæde

At sørge uden håb;

Engang, når det mon kime

Til påske højt i kor,

Da slår og nådens time

For støvet under jord.

(nr. 635, 1. og 2. vers).

Inde i kirken standsede præsten under korbuen, og bærerne satte kisten på skamlerne ved døbefonten, mens kirken langsomt fyldtes under et orgelpræludium. Når den sidste begravelsesdeltager var kommet ind gik præsten for alteret og begravelseshandlingen begyndte med en salme.

Men som trafikken på hovedvej 10 tog til, blev det mere hyppigt, at familien og få venner hentede kisten om formiddagen, og satte den ind i kirken i stilhed, og så kom igen kl. 13, hvor begravelsen i regel fandt sted.

Begravelsen begyndte - som før nævnt - med orgelpræludium, og man sang så 1. salme. Derpå gik jeg på prædikestolen og holdt min prædiken. Den sluttede med en fast bøn og den apostolske velsignelse.

Derpå fulgte 2. salme, hvorefter jeg fra alteret læste påskeevangeliet (Luk. 24,1-6) og derpå - stadig efter ritualbogens "Begravelse I" - ordene om at døden er opslugt til sejer ..(Rom. 6,23 og 1. Kor. 15,50 + 53-57) dernæst "Lad os alle bede" (Kollekt:" ..takker dig... elsket verden således.. evigt liv. ..trøst og styrk os... AMEN.) og derpå 3. salme. Kisten blev derpå (næsten altid) båret ud til salmen "Krist stod op af døde...", af og til "Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav." Velsignelsen (den aronitiske) lod jeg først lyde ved graven efter jordpåkastelsen

Trosbekendelsen brugte jeg ikke på begravelsesdagen, men ved udsyngning fra hjem/sygehus. Det er nok noget nogen har savnet iblandt, men mit synspunkt har været at udsyngning - begravelsesgudstjenesten - og selve jordpåkastelsen på kirkegården var eet langt forløb, oplevet af den afdødes nærmeste, så "de store ord" ikke skulle gentages for tit.


 

Ligprædiken

Det var vigtigt for mig at få understreget gudstjenestepræget, derfor gik jeg på prædikestolen og stod ikke - som nok de fleste præster - bag kisten og holdt min ligtale.

Sådan gjorde jeg ganske vist i Frederiksund-Oppe- Sundby, mens jeg i mine første hjælpepræsteår i Skælskør gik på prædikestolen. Dér tvunget ved kirkens 2-skibede opbygning, der gjorde, at kisten stod skjult bag den øverste midtersøjle. Den hvorpå prædikestolen var opsat på søjlens anden side "midtskibs". Og så var det vigtigt der, at "tale til næste søjle", så lyden kunne fordeles ret i det store kirkerum.

Anderledes som sagt i det næste embede jeg fik i Frederikssund og Oppe Sundby, hvor vi også var to præster, der skulle følge samme skik. Men af og til stod man der med en ubehagelig liglugt op i ansigtet fra en kiste, som måske havde stået for varmt et sted før selve handlingen. Så er dødens realiteter altså meget tæt på. En enkelt gang så voldsomt, at jeg var meget nær ved at opgive at fuldføre, men naturligvis gennemførte jeg alligevel.

Med den dårlige erfaring derfra, og med de gode erfaringer fra Skælskør, besluttede jeg straks fra første dag i Brede, altid at ville gå på prædikestolen til en begravelse.

Hvad provst Holdt havde gjort, ved jeg egentlig ikke, men jeg mener, at han også talte fra prædikestolen.

Men for mig skete det som sagt også for at underbygge, at vi var i kirke for at høre ord om kristendommens betydning for os og den døde, snarere end at høre om den bortgåedes bedrifter.

Som regel fortalte jeg familien forinden, at min tale ville være 2/3 om Gud og 1/3 om den døde, og det blev naturligvis godtaget. At der ikke var tale om millimetertyrrani er en selvfølge, og naturligvis var der nogen, hvis liv og færden der var mere at sige om end andre. Og jeg prøvede at undgå flosklerne, men det lykkedes jo ikke altid. Men det, der i præstens øre lød som en trættende floskel, lød som regel anderledes for de efterladte, som her tog afsked med "en kær mor" eller "en god, arbejdsom far."

Men jeg så det altså som en vigtig opgave at forkynde kristendom for dem, der var kommet til kirke i anledning af dødsfaldet.

Jeg gjorde derfor et stort arbejde for at finde den "rette tekst", der i sit budskab kunne falde lidt sammen med den dødes tilværelse og lede over til og falde i tråd med det personlige, jeg ville sige om den døde. Det betød, at jeg somme tider var længere om at finde teksten end om at skrive prædikenen, for det rigtige udgangspunkt i bibelafsnittet rev indholdet med sig.

Jeg begyndte næsten altid med prædikenafsnittet, for så at slutte med det personlige, og må ærligt indrømme, at jeg jævnligt kunne mærke lydhørheden stige i kirken, når jeg nåede så langt. Men jeg holdt fast ved min grundtanke.

Som regel tog jeg udgangspunkt i brev-afsnittet i Ny Testamente (Paulus) eller i en gammeltestamentlig salme, af og til fra en af de korte, lidt oversete lignelser fra evangelierne. Det personlige var jo altid unikt, men udgangspunktet i en bibeltekst og forkyndelsen derudfra kunne jeg - gennem de godt 31 år - naturligvis godt bruge igen efter en tid.

Men altså forsigtig genbrug. Måske skræmt lidt af den historie, vi fik at høre på Pastoralseminariet i København (1959) om den kendte og afholdte præst (Fibiger), der kun havde én - sikkert udmærket - ligtale. Heri var der et afsnit hvormed han ville illustrere vores uvidenhed om, hvad der er bag dødens dør, men dog ville understrege, at dér var Vor Herre, altså ventede noget godt og derfor fortalte sin historie om "den lille hund," der med forventning skraber på en dør ind til det ukendte hus, men hvor den ved, at dens herre er.. Og når kirkegårds-personalet ude i våbenhuset hørte ham komme til det afsnit så kunne de sige: "Nu er han ved det med hunden, så skal vi snart lukke op."

Men jeg søgte at gå til "store" som til "små" begravelser med samme alvor. Værst var de gange, hvor det var et barns kiste vi stod ved. Da kunne ens berørthed godt mærkes på stemmen, men professionalismen bandt en, så gråden først fik frit løb i entreen bag præstegårdens dør. Ganske som når det var en personlig ven, vi havde taget afsked med.

Om den enkeltes personlige tro eller manglende tro talte jeg aldrig. Jeg gik ud fra den kendsgerning, at den døde, vi var samlet om, var døbt. Og dermed var en kristen og hentet indenfor i Guds rige. Så prædikede jeg udfra min tro på, at vi ikke kan gøre fra eller til for at komme ind i Guds kærlighed. Kun af nåde bliver vi godtaget hos ham.

Brugte jeg et billede om kristen tro, så var det ofte det, at er man kristen, er man ikke alene, heller ikke bag døden, men kan gå frem for Guds ansigt med Jesus Kristus ved hånden, og så vil han sige god for det kristen-menneske ved hans side, og dommens udgang blev da en benådning.

Efter begravelsen aflagde jeg altid besøg i hjemmet igen, men ikke lige straks. Behovet syntes mig større lidt hen, når børnene var rejst igen, og andres besøg var taget af, så den nye hverdags tomhed meldte sig.

Heller ikke her kom jeg med fromme præstelige udtalelser, men vi gennemgik forløbet endnu engang, med den efterladte som fortæller, noget, der er vigtigt bagefter.

Det må indrømmes, at jeg havde det svært med at komme uindbudt i hjem med sygdom, der kunne føre til døden. Den gamle tanke om at "når præsten kommer, så er et alvor" hæmmede mig. Men bedt om det - måske i dulgte vendinger - så kom jeg gerne. Og ligeså når det var kendt, at det var åbenbart for såvel den døende, som for familien, hvor det bar hen. Da oplevede man tit smukke øjeblikke, hvor det ind imellem var den døende, der skulle trøste de efterlevende. Kun sjældent blev der tale om hjemmealtergang i de situationer.

For mange var det - som for en del kirkegængere i kirken - for voldsomt at stille an med. Trist nok måske, fordi et godt ritual tit forløser, hvad egne ord ikke kan få sagt.


 

Hjemmealtergang

Der var i sognet nogle få familier, der kunne bede om altergang i hjemmet, fordi de ikke kunne komme til kirke mer. Der var den gamle vejmand og hans kone i Åspe de første år, og der var Oda Paulsen i de sidste og vel også andre. På Hjørnegården var der gudstjeneste hver 3. uge, og 2 gange om året tillige altergang, som mange deltog i.

Folk ville nok ikke gøre præsten ulejlighed med den slags, men det var nu bare festligt at blive brugt på den måde. Af og til sagde jeg lidt drillende til folk, som syntes præsten kom for sjældent: "Ring og bed om altergang, så kommer han snart efter." Men det virkede ikke.

Det var også svært at overkomme de "tågede" indbydelser, der jævnligt lød omtrent: "Kig ind en dag, hr. pastor." Var det reelt behov, var det prestige overfor naboer eller hvad? Af og til misforstod man jo de høflige opfordringer og begreb ikke situationens alvor, så var det trist om døden kom først. Det kunne af og til nage min samvittighed. Men de faste ting gav jo en nok at lave endda. Hvornår er det "nok", det man fik gjort? Ikke mindst en præst må klynge sig til ordene om syndernes forladelse. 


 

Sjælesorg

Det har altid hørt til præstens arbejde at øve sjælesorg. Altså trøste, styrke en svag tro, vejlede et menneske undervejs, så en samvittighedskrise blev gennemlevet og overvundet.

Det siges, at det nu om dage er en mærkbar del af præstens arbejde. Især fra København meldes om, at der af og til kan sidde flere mennesker i præstens venteværelse, og at de så kaldes ind til samtale een efter een. Det må indrømmes, at jeg mener det er et noget opreklameret fænomen. 

Måske kan det skyldes, at bypræster af og til træder i psykologers sted. Og gratis endda. Der er nok adskillige blandt disse præsters "kunder" der var bedre tjent med at blive henvist til såkaldt "professionel hjælp." På landet er det mere svært at få sig til at bestille tid, endsige at stille sig på præstens trappe og ringe på for at få en fortrolig samtale. For i mindre samfund føler man sig meget "set" og vil ikke "udstille" sin usikkerhed.

For mit eget vedkommende må jeg vedgå, at i mine mange år i Brede skete det sjældent (men altså dog) at nogen sådan kom til døren og bad om hjælp til at komme gennem en troskrise.

Derimod skete det stadigt hyppigere i de sidste år, at telefonen ringede om natten, hvor en eller anden fjerntboende person formentlig havde fundet telefonnummeret på de gule sider og nu ønskede sjælesorg. Og det blev taget alvorligt nok af mig til at begynde med i hver samtale, men ofte trak snakken i langdrag og blev "søgt", så den bar efterhånden mest præg af at være ensomme personers ønske om telefonisk menneskekontakt. Så prøvede jeg at henvise den pågældende til en kirkelig sjælsorgstelefon for en anden gangs skyld. 

Som regel søgte jeg mig forsigtigt frem og spurgte til om de måske hørte til i eller omkring Brede sogn hvor jeg var specielt forpligtet til at tage mig af dem, hvad de godt nok af og til påstod, men jeg fik aldrig indtryk at af det var sandt. 

Ved diskret forespørgsel blandt kolleger - så jeg ikke kom i konflikt med tavshedspligten - på vore præstekonventer opdagede jeg, at vi ofte i samme perioder havde "fælles nattekunder" og at de mest imødekommende blandt os ind imellem led under det på grund af manglende nattesøvn og familiens forstyrrelse. For det var altid mens man sov bedst, der blev ringet. Men skønt belastende kunne det da også på en måde krilre ens forfængelighed og virke spændende endelig at blive brugt og få lov at anvende sin professionelle viden og interesse for sjælesorg.

Hvad angår sorgkriser hos mennesker der havde mistet, var det noget ganske andet og særdeles påkrævet at tage sig af dem. Men det foregik som regel ikke på præstens kontor, men på tomandshånd ude i sognets hjem med en enke eller enkemand eller måske forældre der havde mistet et barn. En meget svær opgave for alle parter.

Men at der ikke ret tit var tale om egentlige "sjælesorgs-konsultationer" hos præsten i selve præstegården betyder ikke, at jeg ikke ofte har været med til at hjælpe mennesker i en eller anden form for eksistentiel krise. Men det skete bare ikke bare ikke ret tit efter aftale, men kom spontant op .

Det skete nemlig ved mere eller mindre tilfældige møder med dem hist og her. Og de bedste af den slags samtaler fandt tit sted, mens jeg for eksempel kom ud fra Sparekassen og den anden part lige gjorde holdt med på cyklen med cykelkurven fyldt med indkøbsvarer, eller måske lige som jeg skulle til at gå ind vores bil for at køre. Så var dette "yderste øjeblik" tidspunktet hvor spørgsmålet kom frem: "Forresten, jeg har tit tænkt på at spørge dig om....". Så gjaldt det om at være på pletten. Men foreslog jeg vedkommende at vi da kunne sætte os ind i bilen for at tale der i ro og uforstyrrethed, så døde samtalen.

Og sådan tror jeg, det fungerer bedst. Jeg mindes et fint afsnit i slutningen af Göran Tunströms bog "Juleoratoriet", hvor hovedpersonen er havnet som organist og medhjælper hos en præst på New Zealand, og hvor den bedste sjælesorg fra præstens side ydes ham, da de to sidder på kirkens tag for i fællesskab at lave en reparation ved tagrytteren. Han hjælpes, alt mens han nu og dal rækker præsten et søm eller en hammer. Det er livsnært skrevet og her rammer Tunström i egentligste forstand hovedet på sømmet.

Men min præstelige sjælesorg søgte jeg også at lægge ind i mine prædikener, hvor jeg prøvede at gøre op med mismod og tvivl ved at forkynde, at i Guds øjne tæller enhver af os med, og kan bruges i livet, trods synd og skyld.


 

Santal kredsen

Noget af det, som fulgte os mest trofast gennem årene i Brede var Santal Kredsen, om end arbejdet med det svandt ind med årene, alt efter som arbejdsbyrden steg og både mine og Helenes kræfter tog af.

Vi kom fra Frederikssund med erfaringer i denne grundtvigsk prægede del af Ydre Missionsarbejdet og som nok derfor lå vores indstilling til den slags nærmest. For dér var der en god, aktiv kreds af damer, der modtog os vel og som vi holdt Santal-møder sammen med og for, og vi deltog aktivt i arbejdet med den årlige basar. Vi lærte en del gennem det.

Vi var da også blevet befæstet i Santal missionens arbejde gennem venskabet med pastor Boe Bojesen Bøgh, Ølstykke, der var ud af en "santal-præste-slægt" og som var kredsformand i området.

Min interesse for Ydre Mission i mine unge år var meget lille og holdningen nærmest lidt overbærende, mens jeg anså u-landshjælp for vigtigt. Indtil professor Hal Koch's bog "Fremtiden formes" kom i 1962. Den havde undertitlen "U-landshjælp og Ydre Mission". Det er i den, han fastslår at disse to former for arbejde ude i verden er "forskellige i ærinde og mandat, men den ene er ikke vigtigere end den anden, ja, den ene er ikke engang mere from og kristelig end den anden. De er blot forskellige."

U-landshjælp hører under "det verdslige regimente", staten, mens kirkens opgave under "ordets regimente" er at fortælle "rygtet om ham, der gik rundt og gjorde vel" videre. 

"Det nødvendige og selvfølgelige i at drive mission hører til de forholdsvis få ting, som det kristeligt set ikke giver nogen mening at diskutere," hævdede han her.

Disse tanker fik mig til at forstå, at det nødvendigvis hører med til kirkens væsen og dens mulighed for at overleve, at "sprede rygtet om ham, der gik rundt og gjorde vel" alle vegne.

Derfor var det rart for os, at provst Holdts havde haft et Santal-arbejde i gang gennem mange år med kredse og med basar. En lille kvinde-kreds havde de haft i Borg skole og en lidt større i Brede præstegård. 

Det havde vi forudsætning for og lyst til at føre videre. Dog syntes vi, at kredsen i Borg godt kunne lægges ind under den i Brede uden at det blev for omfangsrigt. Så vi indbød dem deroppe fra, til være med nede i Brede, og det lykkedes også i nogen grad, selv om nok nogen gav op. Men til de årlige basarer var der som regel stadig gamle trofaste Santal-kreds folk fra Borg med, selv om de ikke kom til møderne hos os.

Den årlige basar var i Holdts tid noget, der foregik i selve præstegården, men vi lod den flytte til Brede sogns Forsamlingshus. 

Første gang var den 10. oktober 1965 kl. 14. En foredragsholder kom med sit indlæg efter kaffen. Det var diakon Johannes Kæseler, der talte over emnet: "Er det for dyrt at drive mission?" Der var omkring 70 tilstede til foredraget, men mange var gået og kommet for at købe et lod i tombolaen. 

Vi havde da 200 gevinster i tombolaen og der var lagt 1000 nittere til gevinstlodderne, så chancen stod 5 - 1. Vi brændte dog inde med de sidste 50 gevinster som ikke var så spændende, at vi fik udsolgt. 

Derudover var der på forhånd solgt en lodseddel i 1000 eksemplarer til en pris af 1 krone, her var der 37 gevinster. Blandt andet en el-håndrøre maskine, 6 gafler og knive i sølvplet, 12 forskellige broderede ting, et gavekort på 10 kr. hos en bager og endelig en steg og et par kyllinger, også på gavekort. Samlet indtægt blev 1.626 kr. og med fradrag af udgifterne på 98 kr. (incl. sal-leje) kunne vi sende 1.528 kr. til Santalmissionen pr giro. Og det var ikke så ringe et beløb i 1965.

Og sådan var linien lagt de næste 13 år frem til 1978, hvor "den store" basar, med lodseddelsalg forud i sognet, blev aflyst. 

Men atter i oktober 1979 var der dog en mindre basar (uden den trykte lodseddel) men nu flyttet til "Ungdommens Hus" som Indre Missions forsamlingsbygning hed. Det hus, rejst af frivillige, blev indviet og taget i brug i 1978.

En af årsagerne til denne ændrede basar-form lå formentlig dels i den øgede arbejdsbyrde jeg selv havde fået som provst (1976), dels i problemet med at jeg selv plejede at gå rundt og "tigge" gevinster hos de handlende i byen til det man populært kaldte for "præstens basar" og fornemmede en tiltagende "træthed" hos giverne og dels "santal-damernes" alder, som begrænsede mulighed og lyst til at gå fra dør til dør med en lodseddel. Nu var der kun tombola, kaffebord og foredrag. Sådan gik det i 4 år frem til og med 1982 hvor vores "minibasar" i Ungdommens Hus havde 35 besøgende og gav et overskud på 803 kr.

Det endte altså med at vi holdt op med at "gå ud af huset" og med at holde basar, men som regel én gang om året fik vi dog en foredragsholder udefra, sendt os af Santalmissionens kontor.

Af større arrangementer vi stod for i Santal sammenhæng var også nogle år en god udflugt til kredsmøde i andre dele af Sønderjylland. Så var vi en busfuld af sted.

Første gang var den 29. maj 1967 i Nordborg. Næste år blev det holdt i Skærbæk, 1969 i Sommersted, i 1970 var vi på Hoptrup Højskole. 1971 var vi i Løgumkloster, og i 1973 skete det i Branderup, 1974 i Bov, og i 1977 gik turen til Stepping, endelig var vi i 1982 Nustrup. Men så døde også det ellers meget påskønnede initiativ ud. Det var svært for kredsbestyrelsens medlemmer at få tid og kræfter til den del af arbejdet.

Men hovedvirksomheden lå jo da også for os i sognet, hvor der var Santalmøde i præstegården i vel de 9 måneder af årets måneder. Der kom i gennemsnit en 15-20 damer pr. gang, men som tiden gik og der ikke kom mange nye til, mens de ældste naturligt faldt fra var vi nede på 10-12. 

Formen var nok også stivnet og tiden var - det gjaldt landet over - løbet fra møder af den art, og vi selv havde ikke mange kræfter til at skabe fornyelse, Helenes helbred var dårligt siden den store operation i 1980 og min travlhed som provst var stadig mere tyngende, eftersom stadig nye opgave lidt efter lidt fra stiftet blev lagt ud til provsterne og provstiudvalgene, der hos os holdt møder månedligt, som regel i præstegården med Helene som værtinde ved formiddagskaffen.

Santal-møderne blev holdt i konfirmandstuen ved et langt bord, med dug, lys, blomster og servietter. Vi begyndte altid med bordverset "Ham takke alle vi med sang.." og kaffe/the blev serveret vederlagsfrit (betalt af Helenes husholdningspenge) og de enkeltes medbragte kage blev spist og indsamlingsbøsserne gik derpå rundt.

Vi havde fra fru provst Holdts dage to bøsser, én til Santalarbejdet og én til de Spedalske. Deri lagde de fleste formentlig en 5'er, altså i alt omkring en 10 kr. (svarende til hvad de syntes de burde give for kaffen). Nogle gav dog større beløb, ind imellem var der kommet en seddel med.

Ved juletid blev så disse bøsser tømt og indholdet sendt ind. Tallet for hele 1994 løber op på 1.170 kr. Omkring 500 kr. blev det år tillige sendt som betaling for den solgte santal-the. 

Populære var også de farvede kvalitets-stearinlys som blev lavet af indsamlede lysestumper i Frederikshavn.

Den tømning af bøsserne, der skete i "afskedsåret", (den sidste, der er noteret om,) fandt sted i juli 1995 og den indbragte 211 kr. Det er så for et ½ år, mens "salget" gav (også i 1995) yderligere et beløb på 360 kr.

Eftermiddagens "underholdning" på disse møder - efter en fri bøn (noget jeg næsten kun praktiserede i den sammenhæng) og en salme - bestod ud over den gensidige hygge af oplysninger fra missionsarbejdet, oplæsning af breve derudefra, samt af og til en "god historie". Men til sidst var der nu næsten ikke andet at byde på en blot "historien". 

Den hjælp vi fik fra hovedkontoret til møder af denne art svandt jo ind med årene. Arbejdsformerne ændredes rundt omkring, og der var stadig færre "kvindekredse" som det hed.

Det er ikke sært at evt. nye, yngre interesserede som dukkede op en sjælden gang hurtigt faldt fra.

En "lodseddels-salgsliste" fra 1975 rummer 12 aktive, (men ikke nær alle gik med lodseddel, der var vel omkring 30 personer, der følte sig knyttet til kredsen) og en "aflysningsliste" fra 1993 rumme ligeledes 12 navne, og det dækker nok mere de deltagendes tal på det tidspunkt.

Disse møder henvendte sig godt nok til de få og trofaste, men var dog i princippet et åbent tilbud til de af sognets ældre damer, som gerne ville "til eftermiddags-møde i præstegården".

Egentlige "ældre-møder" holdt vi kun sjældent, men vi stod for den årlige pensionist-julefest i forsamlingshuset, der tiltrak mange og involverede hele menighedsrådet.€


 

Møder i konfirmandstuen

Den nye præstegårds konfirmandstue blev en fin ramme om mange arrangementer gennem årene. Loftet var ikke fladt, pudset, men træbeklædt og gik op i "en spids", så der blev mere luft. Det så pænt ud, syntes vi. Men der var dog en lidt drilagtig landmand, der var til en af de første konfirmandforældreaftner, der sagde at han syntes det mindede om en lade.

Da man planlagde den nye præstegård ville menighedsrådet gerne have haft en dobbeltdør ind til husets store stue, så man kunne forlænge mødelokalet. Men det fik vi ændret, så dobbeltdøren blev sat i siden af konfirmandstuen ind til spisestuen. Det gav en bedre privatbolig. Og det var kun få gange, at vi måtte lukke op til spisestuen med opdækning ved vores eget runde spisebord, der kunne trækkes ud til 16-18 personer. Men det skete dog ind imellem.Stillede vi konfirmandernes 2-mandsborde op i 3 "blokke" af 4 i hver, med den korte ende ud mod vinduet til haven, kunne vi dække - ret tæt - til 36 personer. 

 

Men af og til havde vi et langbord ned gennem lokalet. Og sådan bygget op om 8 borde kunne vi sidde 18-20 omkring det.

I de første år dækkede vi op med vore egne, lange duge og eget porcelæn, senere blev der bevilliget pæne voksduge, og der blev købt kopper og tallerkner (med en køn hjertedekoration) af menighedsrådet. De kom fra Helenes lille butik i Kirkegade, som hun drev et årstid med kvalitetsbetonet "kunsthåndværk". Det var i 1972.

I de første år var der en periode, hvor Helene bagte til møderne, men efterhånden blev det til, at man medbragte sin egen kage og så betalt et lille beløb for kaffen.

Ud over Santal-møder, menighedsrådsmøder og konfirmandforældreaftner blev konfirmandstuen brugt til aften-møder, hvor vi brugte Højskolesangbogen og ikke Salmebogen, bl.a. for at markere en forskel på mødernes art.

Møderne i præstegården blev fra omring 1967 en slags afløser for de bibellæsningen ude i de private hjem, som vi havde opgivet ved den tid.

Det udviklede sig efterhånden - vel fra omkring 1970 - til en tradition, at vi så vidt muligt holdt disse "Højskoleaftner" 4 torsdage i februar. (Senere onsdage). Af og til flyttede vi en af disse aftner til kirken og holdt "salmesangsaften" hvor nye meleodier blev gennemspillet (Det er min opfattelse, at en menighed kun bør stilles over for et par nye melodier om året). 

Ved at samle møderne i februar kunne der blive en vis sammenhæng i mødernes indhold, og til at begynde med blev det også "præstens mødedage" som f.eks. forsamlingshuset afholdt sig fra at besætte. Men det gled nu ud med sognets forøgelse og med skiftende forsamlingshus-bestyrelsers indsats. Der var et nogle år sidst 70'erne, hvor vi - efter aftale - ikke holdt vore februar-møder, men i stedet bakkede op om forsamlinghus-aftenerne.

Der var som regel godt fremmøde til disse aftner, ofte omkring 30 i de første år, med tiden tog det af, så vi var nede på omkring de 20.

Emnerne var kirkelige, litterære og historiske, og talerne hentede vi som regel fra præstegårde i vore eget område eller fra Løgumkloster højskole.

Det blev jo til mange møder gennem årene og en samlet oversigt kan jeg ikke komme med, men blot nævne nogle navne: Tidligere professor Prenter, som var blevet sognepræst i Branderup og Rudolf Arendt fra Præstehøjskolen i Løgumkloster og en enkelt gang fru Arendt. Jens Rosendal fra Løgumkloster Højskole blev også tilkaldt, sognepræst Thorbjørn Heick fra Tønder, pastor Dalsgaard fra Daler, Steen Tygesen i Højer, Helga Westergaard fra Uge blev alle brugt, grev Hans Schack kom også engang, efter at han var blevet hjælpepræst i Brede. Naturligvis kom også skoleinspektør Harald Grau-Hansen som nytiltrådt i 1973, og det blev en af de aftener, hvor også spisestuen blev fyldt op. Min skolekammerat, kunstmaler Nis Schmidt fra Viuf var der en aften i 1974 og min (meget) gamle historielærer fra Haderslev, lektor Olrik var med i 1976.

Jeg holdt da naturligvis også selv et foredrag ind imellem, ofte et der først var udformet til et præstekonvent og som blev lidt ændret til den bredere forsamling.

Men februar og lange køreture i bil kunne godt være risikabelt, så også af den grund holdt vi os mest til folk indenfor provstiets grænser.

Men det var spændende at arrangere og være med til og jeg tror mange andre end vi selv havde gode oplevelser med fra disse aftner. Af og til lå niveauet måske lige højt nok, men gennemgående var man med og spurgte godt til emnet bagefter.

Talernes honorar og kørsel blev naturligvis betalt af menighedsrådskassen. 


 

Sognebevistheden

Alle havde vi en klar sognebevidsthed omkring Brede sogn. Vi vidste alle godt, hvem der hørte til og hvem der kom "udefra". 

Selv kunne jeg mærke det, når jeg var ude på mine fødselsdagsbesøg og talte med andre gæster omkring bordet. Var de fra sognet (eller de hørte til den nærmeste familie, som jeg gerne ville kende til) var jeg meget "på", men kom de "udefra" så blev min opmærksomhed svækket lidt. "Arbejdet" blev ubevidst ligesom smøget af og man hyggede sig bare helt uforpligtende med dem.

Jeg tror derimod ikke andre kunne mærke denne "arbejdsprægede" skelnen. Men den udsprang af det faktum, at hele sognet var min arbejdsplads, det der lå udenfor kunne andre tage sig af. Det var en nødvendighed at samle sig om "sognets folk", når man var præst for over 2000 mennesker. For andre Brede-boere var sognegrænsen naturligvis langt mindre skarp for ikke at sige "ikke eksisterende".

Min indstilling var nu ikke blot arbejdsbetonet i disse forhold, men på sin vis også kirkepolitisk præget.

Jeg befandt mig bedst i den tanke som kan føres helt tilbage til Morten Pontoppidan, at hele sognets befolkning og ikke blot den "troende part" var kirken eller menigheden her på stedet. Og som han, kunne jeg af og til gribe mig i - når jeg stod ved alteret og lyste velsignelsen ved søndags gudstjenestens afslutning - ligesom at lade den velsignelse gå udenfor murene og i tanken tillige lade den omfatte nogen, der ikke var i kirke i dag. 

Nu om dage går det jo mere og mere retning mod samarbejde hen over sognegrænser mellem præster og måske større enheder også blandt menighedsråd. Og en ny generation af præster trives nok ved det og det er en arbejdsmæssig nødvendighed.

Det var bare ikke noget, der ville have passet mig der var så glad for sognet som ramme om mit virke.

 

God sommer

Rigtig god sommer ønskes I alle.

 

Kirkens forskellige arrangementer går nu på sommerferie, men der er naturligvis fortsat gudstjenester i kirken.Vi

Læs mere