screen 1

Forord

Det følgende er skrevet ned gennem en periode siden vores afsked og flytning til Brønderslev. 

Som et forsøg på at samle nogle vigtige tråde op, som synes mig at kunne gå gennem vores præsteliv i Brede, mest til brug for os selv, men også med tanke om, at det skrevne engang kunne ligge i arkiv et sted, for at man senere hen kan få et kig ind i mit arbejde og min forståelse af det og et kig gennem mine briller ud i det sogn, der blev vores arbejdsplads i godt 32 år.

Måske man bedst kan kalde dette for "en arbejdsbeskrivelse".

Leder man efter personlige oplysninger om mennesker fra sognet vil man gennemgående blive skuffet.

Men der er nævnt en del ved navn, fordi de betyder noget i den sammenhæng jeg prøver at beskrive, men der er ikke meget at finde om de mange mennesker vi kom til at holde af gennem arbejdet eller privat. Hvor personer er nævnt har jeg søgt at gengive min personlige opfattelse af dem i min sammenhæng, og skulle nogle læse det og føle sig såret håber jeg dog på overbærenhed.

Og skulle nogen føle sig skuffet ved ikke at være nævnt håber jeg også på overbærenhed. Der er så mange i Brede sogn, der har betydet meget for mig og mine, men som ikke passer ind i sognepræstens måske lidt professionelle tilbageblik.

Jørgen Algreen-Petersen

Brønderslev Juli 2003 

 

Tiden før Brede - Min Opvækst

boghandel-i-Haderslev.jpgMin opvækst havde jeg i Haderslev, hvor Far og Mor drev en boghandel og var dybt forankret i det nationale arbejde der måtte gøres for danskheden især i tiden fra 1920 til 1945. I henseende til forholdet til kirke og kristendom havde mine forældre, som familien og slægten, rod i det grundtvigske, som især "Kirkeligt Samfund" er rammen om, uden dog at have en særlig kirkegangspraksis. Arbejdet med boghandelen og det nationale arbejde tog alle kræfter.

Konfirmeres valgte de at jeg skulle af den grundtvigske stiftsprovst Pontoppidan Thyssen ved Gl. Haderslev kirke, og der fik jeg en god "præstegang".

I gymnasiet på Haderslev Katedralskole deltog jeg i "Gymnasiastbevægelsens" arrangementer ved møder og weekends. Det arbejde var dengang præget af en større bredde end senere hen, og her hørte vi gode foredrag af unge teologer, som gav mig lyst at blive teolog og ikke boghandler.

Efter studentereksamen i 1951 valgte jeg at læse teologi ved Aarhus universitet, hvor der var et spændende og godt studiemiljø, og hvor teologiske professorer som P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup og Regin Prenter satte deres særlige præg. 


Sidst på studietiden blev jeg i 1957 gift med Helene Sander. Efter at jeg i slutningen af 1958 var blevet teologisk kandidat og havde afsluttet Pastoralseminariets obligatoriske ½ år i København fik jeg det første embede som hjælpepræst i Skælskør og blev ordineret i Roskilde domkirke den 20. maj 1959. Efter et lærerigt år i Skælskør fik jeg stilling som kapellan i Frederikssund-Oppe Sundby hvor vi boede til vi flyttede til Brede som sognepræstepar i foråret 1964.

 

 

Ankomsten til Brede

1976-soelvbryllup-boi-david.jpg
 
Helene og Jørgen Algreen-Petersen. 1976
Frederikssund, Oppe Sundby kirke

 

Vi kom til Brede sogn i april 1964 fra en stilling som residerende kapellan i Frederikssund-Oppe-Sundby, hvor vi havde været i 3½ år. "Vi" betyder Karsten, 3 år, Helene, 31 år og Jørgen, 34 år.

Vi skulle - efter planen - bo kort tid i Brede sogns gamle præstegård, fra 1913, hvor den blev opført efter at den gamle stråtækte præstegård brændte. Den blev - efter krav fra kirkekonsistoriet i Kiel - bygget som en såkaldt "lazaret-præstegård" så den hurtigt kunne ændres til krigslazaret, om det blev nødvendigt. Det var en stor, klodset bygning på 400 kvadratmeter. Et skræmmende hus. Når man kom ind, stod man i en stor "hall", med mørkegrønne vægge og med sortmalede døre ud til husets midtergang, der var dimensioneret, så en hospitalsseng altid kunne dreje uhindret rundt og føres ind ad døren til en af stuerne, der lå "i ring" omkring gangen. Lys kom der kun ind i gangarealet gennem et stort vestvendt vindue ved trappen op til 1. sal, hvor en tilsvarende gang fandtes. Der var i alt 4 stuer nede, samt køkken og et lille toilet under trappen, mens der var 5 værelser oppe samt badeværelse.

Vi valgte fortrinsvis at bruge stueetagen, og badeværelset foroven. Soveværelse indrettede vi i provst Holts studerekammer, et dejligt rum med flisekakkelovn, og en rundbuet karnap med vindue til syd. Kontor fik jeg i "lillestuen" med adgang til "storstuen", alle 3 sydvendte også med store flotte, men upraktiske flisekakkelovne. Mellem vort soveværelse og mit lille "nye" kontor var et smalt rum med kirkebogsboxen og dør ud til en meget lille entre med en hoveddør, som næsten ingen brugte. Man gik ind ad "bagdøren" under vestvinduet.

Der var konfirmandstue i en sidefløj mod nordvest, med egen indgang og dør fra køkkenet.

Den valgte vi at lade stå ubrugt - til disposition for FDF, og lavede konfirmandstue i "nordstuen" med adgang fra gangen. Der var en jernkakkelovn. I øvrigt var der store, flytbare elvarme-ovne til rådighed og der var kraft-stik i alle stuer. Vi foretrak dog de gamle kakkelovne i den tid vi boede der. Det blev - mod planen - til 1½ år. Fra april 1964 til november 1965, hvor vi flyttede fra Brede over jernbanen ned til Bredebro, ind i den nybyggede præstegård på Kirkepladsen. 

Flaget var hejst

Men da vi midt på dagen i vores lille Ford Anglia forud for flyttelæsset, den 2. april 1964 kørte op foran Brede præstegård, var flaget hejst på plænen foran, og inde i stuen, på et beskedent bord, stod en flot buket blomster til os. Det gjorde os godt, og lovede godt for et kommende samarbejde med Brede menighedsråd.

 

Indsættelsen

Indsættelsen I Brede kirke blev foretaget af provst Hans Petersen fra Hostrup, som i 1963 var blevet provst Holdts afløser, det var derfor hans første indsættelse af ny præst i provstiet. Provst Holdt deltog naturligvis i Indsættelsen, som provst Hans Petersen forestod den 12. april 1964. I sin indsættelsestale tog han sit udgangspunkt i dagens epistel, som dengang var hentet fra Hebræerbrevet (Hebr. 13,20-21) om "Fårenes store hyrde," der skal gøre sine fuldkomne i alt godt., og som skal virke i os, så vi gør hvad der er ham velbehageligt og udfører hans vilje.

En noget bastant tekst til indsættelse af en ny ung præst, og jeg var ikke helt tilpas med de forventninger om hyrdetjenesten, jeg fornemmede at han rejste for menigheden med det udgangspunkt. Men talen passede naturligvis godt til Hans Petersen egen kirkelige holdning, som var meget liberal overfor andres teologiske holdninger, men selv havde rod i en mild sønderjysk gammelfrom teologi .

Jeg selv skulle så prædike over dagens tekst, som stammer fra Johannes evangeliet (Joh. 10,22-30). Den handler om hvorfor Jesus ikke rent ud siger, at han er messias, men holder fok hen i uvished, hvortil Jesus svarer, at de ikke vil tro ham, fordi de ikke hører til hans får. "Mine får hører min røst, og jeg kender dem." Og min prædiken gik ind i spørgsmålet om beviser som man ikke kan få, men må klare sig med en tillid til Jesu person , og den tillid kan sætte en i gang med - i al ufuldkommenhed - at prøve på at leve med hans krav til os, selv om man falder over dem og brækker halsen på dem. Så man prøver igen og igen, og det kan man fordi tilgivelsen giver os lov til at begynde forfra på ny og på ny, og derved bindes vi til ham, vi ikke kan være foruden. Vi må slippe os selv og give os i hans varetægt i tro på at det er sandt, når han siger, at vi er ventede og hører til hos ham.

Da gudstjenesten var slut stod Helene og jeg ved udgangen og gav hånd til alle de mange i den fyldte kirke.

Pastor Holger Pahus og pastor Hans Ebbesen, der begge havde forestået vacancen, kirkebetjeningen og sognets menighedsrådsmedlemmer - alle med ægtefæller - og vi to gik derpå over i Den gamle Kro til en middag, hvor menighedsrådet var vært. Dette sidste var vi glad for, det var nemlig endnu dengang sådan, at mange nyindsatte præster selv måtte dække op til gæsterne i deres hjem for egen regning. For vores vedkommende blev det så kun udgiften til kaffebordet bagefter, vi måtte påtage os. Det blev forlagt til Brede præstegård, hvor vi var værter i de fyldte stuer, og hvor vi for en sjælden gangs skyld også brugte den bagerste spisestue, hvor der - som i alle andre rum - var fyret op i kakkelovnen

 

Brede menighedsråd

1965-Ny-Praestegaard-indvie.jpg
1965-Ny-Praestegaard-kaffeb.jpg
 
Ved kaffebordet i den nye konfirmandstue til indvielse med meninghedsrådet og håndværkerne. Fra venstre ses i forreste række med ansigtet mod fotografen: Tinne Meyer, Claus Clausen, fru Tygesen, Boh. M. Tygesen, Karsten Algreen, Jørgen Algreen. Bagest: Fru Chr. M. Hansen, Laust "Blik" Jepsen, Fru Jepsen, Fru Halberg, fru Marinus Hansen, Marinus Hansen og fru Lorentsen (November 1965)
Ved kaffebordet i konfirmandstuen ved indvielsen af
præstegården. Forreste række med ansigt mod kamera:
Meninghedsrådskasserer Andreas Lorentsen, og i næste
ræekke Eje Davidsen, fru Birgit Petersen, provst Hans
Petersen, arkitekt S.A Aakjær. Bagest Helene Algreen, Niels
Andersen, fru Andersen, fru (Hans Karl) Petersen, Hans Karl
Petersen, fru Thøstesen, Sv. Aa. Thøstesen. Med ryggen til
sidder Claus Clausen, Svanstrupholm, Laura Clausen, Jakob Winther og fru Winther, . Tilstede var også fru Arkitekt Aakjær (November 1965)

 

 

Det tillokkende for os ved at søge til Brede var dels det sønderjyske miljø, dels det grundtvigske præg sognet havde og dels det, at sognet havde en størrelse og karakter, der lagde op til at her var et myndigt lægfolk, der ikke forventede at stedets nye præst skulle stå for alt muligt i sognet, for man kunne selv både kirkeligt og folkeligt. Det betød, at man som præst kunne arbejde med kirken og gudstjenesten som udgangspunkt og grundlag.

Det menighedsråd, som valgte os til præstefolk i Brede og tog imod os, bestod af 7 medlemmer, et grundtvigsk præget flertal, en (radikal) husmand, en socialdemokrat og en Indre Mission.

Rådet bestod af: Claus Clausen (formand), Jacob Winther, Boi Davidsen og Laura Clausen fra de grundtvigsk sindede. Chr. M. Hansen som repræsenterede husmandslisten, Niels Andersen som repræsentant for socialdemokraterne, og endelig Boh M. Tygesen, der var Indre Missions manden.

Der var 16, der søgte; det var at regne for mange på det tidspunkt.

Præstevalget delte menighedsrådet i en gruppe på 6, der stemte på mig, og 1 der stemte på en anden af indre missionsk observans. 

Jeg selv havde i min ansøgning betegnet mig som grundtvigsk, som også er klart dækkende for min holdning. Måske kunne jeg - som de fleste, der dengang kaldte sig grundtvigske - også have betegnet mig som "grundtvigsk-tidehvervsk", men sidste del af det begreb er hos mig mest udtryk for den store indflydelse i studietiden fra teologer som P.G. Lindhardt og K.E. Løgstrup, samt den sognepræst jeg mest gik i kirke hos, nemlig pastor H.J. Falk i Christianskirken, der alle var både grundtvigske og præget af Tidehverv.

Men ordet "tidehverv" eller "grundvigsk-tidehverv" kunne i ansøgninger i de år have en skræmmende virkning for menighedsråd, så det undgik man. Det begreb stod nemlig i de fleste menighedsråds bevidsthed for præster, der ikke ville lave "aktiviteter" ud over søndags-gudstjenesten. Mens jeg gerne ville virke på et folkeligt-grundtvigsk plan. Men da godt nok med en vis reservation overfor det "missionske". Så missionsmanden, Boh Tygesen, havde forstået, at jeg ikke helt kunne opfylde hans vælgeres forventninger.

Da vi tiltrådte var der dog ingen reservationer heller fra den kant. Formanden for Indre Mission i Brede, den gamle murermester Hans Peter Carstensen, fortalte mig på første sammenkomst med dem, at man i fællesskab havde trukket et "mannakorn" ved min tiltræden, og det blev Salme 27, vers 7+9+4:

"Hør mig, Herre, når jeg råber, vær mig nådig og svar mig/ skjul ikke dit ansigt for mig; vis ikke din tjener bort i vrede, thi du er min hjælp. Forkast mig ikke, svigt mig ikke, min frelses Gud/ kun eet ønsker jeg fra Herren, kun det længes jeg efter: At bo i Herrens hus, så længe jeg lever, så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed og søge svar fra Ham i hans tempel."

Og det fandt jeg var en smuk gestus at lade mig vide, og jeg sagde da også, at jeg kunne tilslutte mig det, som de ord gav udtryk for. (11.6.64)

 

Menighedsrådets medlemmer

1965-Ny-Praestegaard-menigh.jpg
Brede menighedsråd samlet til indvielsesfesten i Brede præstegård 26 november 1965 Fra højre ses: Helene Algreen, Karsten, Jørgen Algreen, Jakob Winther, Niels Andersen, Boi Davidsen, Claus Clausen, Boh M. Tygesen, Laura Clausen og Christian M. Hansen.

Menighedsråd i Brede blev som regel til ved fredsvalg, hvor det betød mest, at områdets småbyer var repræsenteret, især Abterp, hvor det meste af præstegårdsjorden lå (Jacob Winther) og husmændene så hen til, at de var med ved bordet, når jorden skulle udlejes (Chr. M. Hansen). Harres var dækket ind af Claus Clausen, skønt han - som Jacob Winther - var "rentier" og havde overladt gården til sønnen og nu bosat i Brede by. Boi Davidsen boede i selve Brede, var smedemester med stor indflydelse; Laura Clausen på "Svanstrupholm" var nok mest valgt for sit grundtvigske sindelags skyld, mer end hun var repræsentant for et område. Socialdemokraten Niels Andersen var arbejder men uden særlig ideologi omkring det. Og disse valggruppers indflydelse mærkedes aldrig i det daglige menighedsrådsarbejde.

Claus Clausen kaldte vi i familien for "formands Claus", dels for at skelne ham fra de "andre Claus'er", dels fordi han var en mand med mange tillidshverv; især skal nævnes formand for Brede sogns Sparekasse, hvor han betød meget.

Han var en forhandlingernes mand, ordholdende, mild af væsen. Der var næsten altid mildt solskin i hans ansigt. Han boede i Brede med sin husholderske. Hun var hans svigerinde, enke efter Claus' kones bror, og de to havde et godt hjem sammen, gæstfrie og udadvendte som de var.

Claus lærte mig tålmodighed i bestyrelsessager. Er der noget, man gerne vil have gennemført, skal det bare nævnes tit, og en dag er man beslutningsmoden og alle føler, at det ikke er et enmandsforslag, men alles sag. Det kom for os især frem i forbindelse med præstegårdsbyggeriet og problemerne omkring arkitektskifte. Derom senere.

Jacob Winther, der boede lige overfor Claus i Brede, var også en god mand, lidt mere ilter. Hans valgsprog var: "Det kan aldrig blive ved med at gå." Han var af en indflydelsesrig slægt i sognet, stammende fra den største gård i Abterp. To af hans søskende boede også i sognet. Og Jacob Winthers datter, Eje, var gift med Boi Davidsen. Jacob var af en konservativ natur, skønt god venstremand, sparsommelig på det offentliges vegne. 

Hans svigersøn, Boi Davidsen, var en dygtig smedemester, med en stor maskinhandel og værdsat for dygtighed og menneskelig soliditet. Skønt beskeden af væsen betød han dog meget i rådet, og hans økonomiske indsigt og taltræning kom os tit tilgode. Han og Eje kom til at tilhøre vores mere private omgangskreds.

Det skete også med Laura Clausen, gift med "Lille-Claus" på Svanstrupholm (ikke at forveksle med "Store-Claus" på Svanstrup - de var fætre). Laura stammede fra Fyn, fra en grundtvigsk-sindet, vågen gårdmandsfamilie, og var både mild og klog. Hun havde indfølingsevne og et vågent socialt ansvar som en stor del af sin karakter, og hun blev for os den faste støtte i menighedsrådet gennem alle årene. Drøftede man en sag i rådet, talte Laura sidst og fik os ofte med på et godt kompromis. Hun blev i rådet længst af alle, og var endnu med i det råd, der valgte min efterfølger, Kjartan Fester Thaysen. (Død allerede i oktober 2001).

Chr. M. Hansen var husmand, også ofte benævnt i sognet som "æ Fiske'mand" skønt han ikke havde solgt fisk i mange år. Han havde et godt hjem og en stærk kone, god for sit nabolag også. Han var en besindig mand, ordknap men standhaftig når det gjaldt jordspørgsmål og landleje.

Niels Andersen var en venlig og solid mand, med et mildt sind og en rar kone, der bl.a. hjalp til på Kroen. Han var hjemme i en kirkelig sammenhæng mer end så mange socialdemokrater, og gik fint i spand med de andre i rådet.

Boh M. Tygesen var gårdejer i Nr. Vollum og tilhørte Indre Mission. Men som de fleste missionsfolk i Brede ikke af den senere moderne "pågående" slags. Trofast mod sit standpunkt gik han ind i det arbejde som rådet stod for.

Kasserer var et tidligere menighedsrådsmedlem, rentier, tidl. gårdejer i Bredebro, Andreas Lorenzen. (Hans gård havde stået hvor nu "Hjørnegården" ligger.) Pålidelig og sparsommelig, men altid venlig, når jeg hver månedsdag (tit sammen med lille Karsten) skulle hen for at få udbetalt "hjemmeindtægten", d.v.s. den del af præstelønnen, som præstegårdskassen skulle udrede. Et meget lille beløb nærmest af symbolsk betydning. Denne lokale afhentning faldt snart bort, idet stiftet overtog udbetalingen, mens præstegårdskassens udgift ikke bortfaldt, men sendtes samlet een gang årligt til stiftet til dækning af beløbet. Men måske det oprindelige var en rimelig god måde at fastholde en ung præst på sin lokale binding, selv om det godt kunne føles en smule underligt at skulle stille til en så lille udbetaling, selv om det var hos meget venlige mennesker. Den tanke hos mig afspejlede nok alle præsters ønske om at stå ansættelsesmæssigt frit i forhold til menighedsrådet. Godt nok valgt af dem, men ansat af Kirkeministeriet og underlagt biskop og provst.

I de første år var Claus Clausen selvskreven formand - idet han dog en smule undseeligt bad om min forståelse for ikke at vælge mig til den opgave, som provst Holdt havde haft det sikkert i alle årene - jeg var dem for ung. Det var jeg nu ikke ked af og jeg fik en god læretid som næstformand under Claus Clausen. Men da han gik ud af rådet (man havde den skik, at man ikke lod sig genvælge når man var fyldt 70 år) valgte 

 
1995. Iver Jensen og Laura Clausen på studietur med meninghedsrådet. Ved Harreslev kirke
Studieturen 1995

man mig som formand, af tillid selvfølgelig, men dog mest af praktiske grunde. Det var jo alligevel altid præsten, der stod for menighedsrådets tit omfattende papirarbejde.


Sådan blev det i mange år, også efter at jeg blev provst, og dermed både var menighedsrådsformand og formand for provstiudvalget. Det føltes dengang ikke som et "demokratisk underskud" og der var der ingen på lokalt plan der havde noget imod det dengang. Men mine provstekolleger drillede mig lidt og spurgte om det var udslag af mit magtbegær.

Men da min pensionering nærmede sig, ville jeg ikke genvælges, men afgav gerne pladsen til blikkenslagermester Iver Jensen, så han kunne "læres op" som vi sagde i rådet. Og da blev jeg på ny næstformand.

 


 

Provst Holdt:
/Provst-Holdt.jpgDa vi besluttede os til at søge Brede fra Frederikssund, sikrede vi os, at forgængeren, Provst Holdt, ikke havde bosat sig i sognet eller lige i nærheden. I så fald ville vi ikke søge, fordi det ville begrænse vores handlefrihed og beskære vores arbejdsmod, om forgængeren sådan kunne se os over skulderen i alt.

Han var imidlertid flyttet til Askov, og var som sådan ude af billedet.

Han havde været i Brede sogn op mod 40 år (fra 1925 til 1963) og selvfølgelig præget det meget. Og som biskop Berggrav i Norge har sagt i sine erindringer: "De første par år cykler forgængeren altid med på cyklen rundt i sognet." Og det var da også tilfældet i Brede. Vi hørte mange historier om hans originale fremtræden i hjemmene,hvor han bl.a. tit kiggede i kødgryderne og meget gerne lod sig invitere til at spise med. Han var kendt for stor sparsommelighed. Da vi var blevet valgt til embedet, fik vi i Frederikssund flg. brev fra Holdt, som jeg synes bør citeres:

Askov/Vejen, den 24.1 1964. 

Kære pastor Algreen-Petersen og frue.

 

Naturligvis har jeg været orienteret om Deres indstilling i Brede, men jeg syntes, jeg ville vente med at skrive, til udnævnelsen forelå. Men nu stødte jeg ved gennemgang af "Højskolebladet" på vel Deres forfader: Et brev fra pastor P.K. Algreen til C.H. Kold 1849 (Højskolebladet 1919 31/10) Jeg læste ikke brevet. Måske kender De det, og i alle tilfælde har det stor historisk værdi. - Og derfor skriver jeg nu og ønsker Dem begge al god lykke, mod og held til præstegerningen i Brede, hvor vi har været med glæde. Jeg håber, at De vil komme i god kontakt med sognets hjem. De kan også regne med velvilje og tilslutning. Sognet er jo præget af både Kirken og forsamlingshuset. Begge steder er der gode traditioner, som De kan føre videre. Men jeg vil også bede Dem være åben overfor den lille missionskreds i sognet. De er kirkesøgende og må ikke stødes bort, men tages med.

Iøvrigt følte jeg det sådan, at et tidsskifte er ved at fuldbyrdes på stedet fra landbopræget miljø til industricentrum. Her må De afløse os gamle. Vi har jo kun hørt godt om Dem fra Vojens.

Gode hilsener

K. og J. Holdt

 

Det skal lige anføres til forståelse, at jeg ikke er i slægt med den nævnte pastor Algreen (som var seminarielærer i Snedsted og aktiv i den grundtvigske vækkelse på Mors omkring 1840'erne. Siden præst i Nykøbing Mors; død 1877) skønt også mange andre kirkehistorisk interesserede har troet det. Og hentydningen til Vojens kommer af at Holdts datter Hansi, var lærer på Vojens Ungdomsskole, hvor jeg har været som "hjælpelærer og pedel" en tid. Skolen havde tilknytning til min familie gennem venskab med forstander Hagelsø.

Provst Holdt blandede sig ikke meget, kom af og til, skrev en enkelt gang med gode råd om "besøgstrængende" m.v.

Men året efter, da jeg havde min første konfirmation, stødte vi sammen. Det var 11. april 1965.

Vi var inviteret til spisning i Harres hos en gårdmandskone, som havde fået en søn konfirmeret, og der var også Jens og Karen Holdt. Da middagen var ovre, kørte Holdt først og vi straks efter. Vi skulle ind på Ny Bosholm, hvor datteren var konfirmeret, og der var Holdts også; kort efter fortsatte vil til Bosholm i Brede, hvor ligeså en datter var konfirmeret. Og der var Holdts. Og da vi gik, spurgte jeg arrigt, hvor han så ville hen, for der ville vi ikke. Og han forstod, og undskyldte med at det var hans kones spejderpiger, de gik til. Og siden holdt han sig væk fra de steder, hvor jeg havde at skaffe som præst.

Hvad angik konfirmandbesøg ændrede vi skik til ikke at komme hos nogen på dagen, men jeg alene aflagde besøg hos alle i ugerne efter.

Det forekom mig ikke, at Holdt havde stor privat omgangskreds i Brede som skulle plejes. Men nogle tog til Askov, for (især) at besøge fru Holdt som nok flere holdt af end de gjorde af ham.

 

Præstegårdsbyggeriet

1964-Gl-degnebolig.jpg
1964-Gl.-degnebolig-bagside.jpg
 
Den gamle degnebolig fra 1863 på Kirkepladsen
   (Foto 1964) 
Den gamle degnebolig bag hækken, der skilte fra vejen ned
til kirkegårdens bagside og kolonihaverne. Det store træ har
været vejtræ på den landevej, der førte mod øst ud af byen.

 

 


Den kgl. Bygningsinspektør Stærmose, Odense, forlangte det undersøgt om den gamle degnebolig kunne bruges som ny præstegård, efter en gennemgribende istandsættelse. Arkitekt S. A. Aakjær, Rødding, opmålte og tegnede bygningen, men kunne ikke gå ind for istandsættelse, til trods for at det smukke gamle hus var belagt med en såkaldt frivillig Exner-fredning, som andre bygninger på og omkring Kirkepladsen. Det godtog den kgl. Bygningsinspektør, og bygningen kunne fjernes

Menighedsrådet fik snart sin sag for. Der gik aldeles kludder i præstegårdsbyggeriet.

Provst Holdt havde før han gik af, i samråd med menighedsrådet, taget kontakt til Tønder-arkitekten J. P. Petersen, der havde bygget masser af de små husmandsbrug, der lå rundt i Tønder amt. Han var født i Brede sogn, i Åspe, en mand omkring de 7o. Han havde tegnet en ny præstegård, der skulle ligge på Kirkepladsen, der hvor den stråtækte Degnebolig lå, som menighedsrådet havde købt. Og den var tegnet som en herskabsvilla, med 3 trin op til præstens hoveddør, og med en lille forhave, så huset blev trukket lidt tilbage fra Kirkepladsen. Den præstegårdsbygning regnede man med snart at kunne få rejst, så vi kun skulle bo i den gamle præstegård i ½ år og flytte før vinteren.

Sagen var sendt til godkendelse i Ribe stift sidst i februar, altså før vi kom til sognet. Men der var påfaldende ro om sagen endnu i maj 1964.

Det betød, at jeg begyndte at rykke for en afgørelse, og blev henvist til fuldmægtig Bagger i Kirkeministeriet. En meget venlig embedsmand. Han fortalte, at sagen lå hos den kgl. bygningsinspektør i Odense, Stærmose. Hans medarbejder, arkitekt Garnack, kom den 20. maj for at se på 3 ting: 1) Den nuværende boligs tilstand 2) om Degneboligen kunne restaureres og bruges til præstegård og 3) det nye projekts placering på grunden.

Han overraskede os, Claus Clausen, Helene og mig, ved at være stærkt afvisende overfor ark. Petersens evner til at klare den vanskelige opgave med at indpasse nyt på den smukke kirkeplads. "Arkitekten er ikke kvalificeret nok" lød dommen. Vi burde skifte arkitekt i tide.

Det var hårdt for menighedsrådet at tage stilling til, men med viden om at man ville få sagen trukket i langdrag med ubehagelige følger for os i præstegården, besluttede man at afskedige ark. Petersen, Tønder, til fordel for ark. Aakjær, Rødding, og fulgte dermed også Kirkeministeriets råd, der henviste til, at Petersen ikke var blevet godkendt af dem til opgaven før man gik igang.

Man anslog at prisen for at slippe af med ark. Petersen ville være 2-3.000 kr.

Men ved det ubehagelige besøg hos ark. Petersen, som Claus Clausen og jeg aflagde i Tønder, hvor Claus havde et afskedsbrev med, forlangte han 2.500 kr. for planer han havde lavet til modernisering af den gamle præstegård, 5.000 kr. for skitser til den nye og 2.500 kr. for "svie og smerte", ialt 10.000 kr. Det store beløb var næsten lige så meget som ark. Aakjær senere fik til sig selv for hele sit arbejde. Og ministeriet godkendte (nødtvungent) beløbet trods størrelsen. Det sved hårdt i et sparsommeligt menighedsråds hjerte, men det skulle nu ikke gå ud over de nye præstefolk, så man bed det i sig. En beslutning som vi var taknemmelige for, og som betød et smukt og godt byggeri, fint indpasset i Kirkepladsens kvadrat.

Man godkendte, at den gamle Degnebolig - trods en Exner-fredning - kunne nedrives og nybyggeriet begynde.

Dog først efter lange forberedelser, der betød at man 23. december 1964 sendte materialet til byens håndværkere til licitation den 14. januar 1965.

Den samlede byggesum blev anslået til 230.000 kr. Den gamle bygning solgtes til børnehave for 40.000 kr.

Slutsummen (uden erstatningen til ark. Petersen) blev ca. 243.000 kr. incl. haveanlæg og fortov m.v.

Senere viste det sig iøvrigt, at ark. Petersen havde tilbudt -gennem provst Hans Petersen - et afslag på 2.500 kr. i erstatningen, hvis han fik en undskyldning af Brede menighedsråd. Men det ville menighedsrådet ikke!

Vi kunne flytte ind i den nye, enkle og smukke præstegård, tegnet af arkitetk Aakjær, Rødding. 

Det skete den 10. november 1965, netop som vinteren det år begyndte. Godt vi kun fik een hel vinter i det gamle, lidt skumle hus, der havde gjort Karsten lidt mørkeræd.

Nu var 1½ års "midlertidighed" brudt og vi havde fremover de bedst tænkelige lyse og smukke rammer om vort arbejdsliv og vort privatliv. Og det netop som vi stod overfor en familieforøgelse. Fra begyndelsen af 1966 var vi en familie på 4 med nu også vores datter Hanne. 

 

Brede præstegård i vintersne i november 1965.

1965-Ny-Praestegaard-om-sok.jpg

Præstegården blev opført i håndstrøgne røde mursten, og det vakte nogen forundring at arkitekten lod de kønne sten male hvide om end det da stod godt til det røde tegltag.
Men det skete for at få den til - i bybilledet - at minde om den nedrevne Degnebolig efter Den kgl. Bygningsinspektørs anvisning.
Oprindelig var det tanken, at soklen skulle males sort, men dér blev vi sat på plads af gamle politi Feddersen, der kom forbi og opdagede, at vi stod og talte om det, og da vredt sagde til arkitekt Aakjær og Algreen: "Nå skal den så til at være Schwartz, Weiss, 

Rot, som flaget i Der Kaiser's tid ?"

1965-Ny-Praestegaard.jpg

Da sagde Aakjær (der jo selv var sønderjyde): "Den skal være grå!"
Og det blev den og det bør den blive ved med at være.


Den nye Præstegård
med garagen (endnu i røde sten) og haven, hvor et par af de gamle vejtræer er blevet stående, nu midt i jordlodden.
Der blev nemlig købt og tillagt jord fra det nedlagte gartneri, der havde været i naboejendommen, som fru "gårner" Rasmussen sad enke i, samt en kolonihave.
 
Kapel og kirke i baggrunden (November 1964)

 

 

Våbenstilstandsdagen 11. i 11. kl. 11.

1990-50-aar-II-verdenskrig-.jpg
Kransenedlæggelse d. 9 april 1990 i anledning af 50 års dagen
for besættelsen. Kransenedlæggelsen mindede om den, der
hvert år foretages på våbenstilstandsdagen d. 11 i 11 kl. 11, der
markerer afslutningen på 1. verdens-krig. På billedet Algreen og
den gamle veteran Jens Winther

Flytningen kom i stand 10. november lige op til den årlige mindehøjtid for 1. verdenskrigs afslutning den 11. november 1918 kl. 11:00.

Den dag hvert år mødtes de få endnu levende veteraner, deres pårørende og med tiden deres voksne børn i afdøde fædres sted, og Forsvarsbrødene kom med deres fane foruden at fanen fra "Sønderjyske danske krigsdeltageres forening" var der.

Menighedsrådet sørgede for, der var en krans ved mindestenen som blev lagt af mig netop som vi hørte kirkeklokkerne gå igang præcis kl. 11 og vi sang derpå "Altid frejdig" og gik igen hver til sit.

En smuk skik, der stadig fastholder vore tanker på de dybe ar landsdelen fik i krigsårene 1914-18 før genforeningen fordi så mange familier også i Brede måtte ofre deres unge sønner til en sag, der ikke var deres.

 

 

 

Præstefamilie i Brede

Da vi var installeret i Brede gamle præstegård skulle en hverdag bygges op for familien, Karsten, Helene og Jørgen. Huset skulle så at sige familiemæssigt erobres.

Vi kom fra en god og rummelig villa i Frederikssund og havde møbler til dagligstue, kontor og soveværelse, samt køkkengrej, som man nu har det. Vi kunne altså indrette en beboelig kærne i det store hus. Det betød, vi ikke ofte kom op på 1. sal undtagen i badeværelset, der var jo toilet under trappen i hallen.

Som fortalt indrettede vi et soveværelse i det store studerekammer med karnap og med en af huset tre flisekakkelovne, denne var mørkegrøn. Den kom nu ikke i brug, så rummet føltes koldt året rundt og dets afsides beliggenhed i forhold til vore stuer gjorde den 3-årige Karsten utryg, når han skulle sove. Han blev mørkeræd. Det medførte at Jørgen valgte at ligge lidt hos ham, indtil han sov hver aften. En farlig taktik, for det gik jo ofte sådan at far sov før drengen, og lidt fortumlet måtte hentes ind i stuen ud på aftenen. 

Men vi voksne kunne også godt føle os forstyrrede i vores nattesøvn af og til.

For præstegården var - ud over os - beboet af en støjende mårfamilie, der tilsyneladende havde forrådskammer i hulrummet i ydermuren bag vores hovedgærde. Det afgav slæbende lyde derindefra, når de flyttede om på deres rigdomme. Godt, vi vidste hvad det var. Det hjalp iøvrigt en tid at banke hårdt på væggen, men de tog snart fat på ny.

En lys tidlig morgen kunne vi høre dem tumle sig voldsomt på præstegårdens øverste loft og jeg fik vækket Karsten forsigtigt, løftede ham op på skulderen og vi to listede op ad trappen til 1. sal og videre ad en anden rimelig bekvem trappe til loftsrummet og stak lige vore hoveder op og så der hele mårfamilien løbe og springe rundt i "balsalen" uden at opdage os. En mærkelig oplevelse for os.

Den ny præstegård i Bredebro var der anderledes dejligt for os alle, nu vi endda - med Hanne - var blevet fire. Det var et ønskehus for store og små, her var dejlige lyse stuer og rum nok til både arbejdsopgaver og fritid, med præstens kontor midt i huset som omdrejningspunkt for dagliglivet. Arbejdsro og diskretion omkring hvem der kom og gik blev respekteret.

Haven var blevet gjort større, så den passede til huset. Til Degneboligens oprindelige have var lagt et gammelt vejstykke, en inddraget kolonihave samt et stykke af afdøde gartner Rasmussens jord som ikke var blevet dyrket længe. Det blev en drøj opgave for os at holde især den del ren i de første år. for det daglige med lugning og græsslåning måtte vi selv klare i de første mange år. I den sidste del af vores tid blev nogle opgaver underlagt graveren. Det var en følge af den nye graverordning. 

Haven som helhed var eller meget smukt anlagt og beplantet med bistand fra havearkitekt fru Suurlykke, Aabenraa og anlægsgartner Peter Brink, Kummerlev, Og det var en dejlig tumleplads for vore børn og deres venner. Der var legehus, gynger, gemmesteder og fuglebegravelseplads. Og senere hen blev der mulighed for Karsten at forsøge sig med knallertkørsel på plænen, som den dog ikke havde godt af, som det heller ikke var for godt at lade Hannes hest græsse der. Men det blev da prøvet.

Vi var i øvrigt ret hyppigt med til store familiefester i Forsamlingshuset. Hvor der så forventedes at præsten lagde for i talerrækken. Og det var en fordel, for så behøvede man ikke at gentage den forrige taler. Det privilegium overholdt folk fra sognet, men det hændte at udensogns gæster forbrød sig mod reglen. Det gik selvfølgelig endda, men de lokales forargelse over en sådan uorden kunne mærkes. Festkulturen var fin og de forløb godt og værdigt til afslutningen, som vi i regelen holdt ud til. Om end en gudstjenstesøndag forude godt kunne afkorte aftene for os i de senere år. Og det var værdifuldt for os at mærke at vi talte med i Brede også når der skulle festes. 

 

Embedstelefonen fungerer ikke!

Embedstelefonen med tlf. nr. 74 71 11 43 fungerer ikke i øjeblikket. Man skal derfor benytte tlf. nr. 40 16 11 43, hvis man vil have kontakt med

Læs mere