screen 1

Provst

Provst for Tønder Provsti

1976-provst-i-tonder.jpg
1976-provst-i-tonder.jpg
 
1976. Biskop Dons Christensen og
Jørgen Algreen ved indsættelses-gudstjenesten
i Ribe Domkirke
1991. Provstisekretær Bente Larsen på provstikontoret, der blev indrettet i præstegårdens soveværelse - et nyt blev indrettet ovenpå under taget mod øst - og her foregik provstisekretærens arbejde med journalisering af breve
og (i de første år) revision af alle menighedsrådenes regnskaber

 


Udnævnelsen
Provst Hans Petersen, som tog imod os og foretog indsættelsen i Brede i 1964, var i 1976 blevet syg og måtte gå af. En vinterdags morgen - under oliekrisen - anmeldte biskop Henrik Dons Christensen, Ribe, sin ankomst til en samtale. Det var en dag med flot sne overalt, og jeg havde lovet Hanne (11 år) og Karsten (15 år) en kælke-tur på den herlige bakke ved Nr. Løgum, og det fik vi ordnet om formiddagen. Jeg fik også en herlig tur nedad liggende på maven på kælken til børnenes jubel. Om eftermiddagen kom Dons og fru Lisbeth - en ganske kort visit forsikrede de, så vi sad brødløse i den spare-kolde dagligstue - og de spurgte: "Kunne I tænke jer at blive provstefolk her i provstiet?" Og det sagde vi ja tak til, dog ikke uden bæven hos os begge.
Men sådan blev det.

Dengang var en provstestilling ikke noget man søgte om, den blev tilbudt af stiftets biskop, og Kirkeministeriet fulgte op med en udnævnelse. Den forelå snart til ikrafttræden 1. april 1976.
Det betød en ombygning af præstegården, så der kunne komme et provstikontor ind. Det skulle ske for sognets lånte penge af stiftsmidlerne.
Det blev besluttet at indrette kontoret i vores hidtidige soveværelse i husets yderste, østre ende og indbygge et nyt soveværelse med toilet under taget i den østre ende. Med trappe op i det lille gæsteværelse for enden af den lange gang i privat-delen.
Det blev med Velux-vinduer i taget. Et dejligt rum, loftet var træbeklædt, og det var hyggeligt, næsten sommerhusagtigt. Men på sommerdage kunne vi godt længes efter vort kølige soveværelse nedenunder, som var sol-beskyttet af det gode tagudhæng.
Det betød selvfølgelig et stort indgreb i den tid som før var helliget sognet alene, men jeg havde dog været i Brede så længe, at jeg kunne tage noget af min opmærksomhed fra Brede.
Men det tog også en del opmærksomhed, meget skulle læres, møder skulle holdes, syn foretages, gamle og nye præster vejledes og indsættes. Mange budgetter og regnskaber gennemgås.
Dertil kom at det nye arbejde også stjal mange tanker. Nu skulle jeg ikke mere blot bekymre mig indensogns om "Maren i kæret" men også udensogns om økonomien til et utæt blytag.
Men lidt hjælp fik jeg - efter få nogle års forløb - i form af en sekretær 4-6 timer ugentligt. Et job som til min afsked som provst blev bestridt af Bente Larsen, sparekassedirektør Helge Larsens kone, mens jeg allerede efter 3 måneder som provst blev udstyret med en hjælpepræst i grev Hans Schack, Møgeltønder.


 

1988-algreen-+-grev-schack.jpgHans Schack
Hans Schack havde gennemgået den teologiske særuddannelse og ville gerne have en kirke at prædike i. Men man skal have en ansættelse, før man kan blive ordineret i Folkekirken. Og det ordnede biskop Dons Christensen - hans gode ven - ved at ringe til mig og spørge: "Kunne du ikke godt tænke dig at få en hjælpepræst?". Sådan blev Hans Lensgreve Schack ansat som hjælpepræst for provsten i Tønder provsti, ordineret i Ribe Domkirke under dronning Margrethes overværelse den 21. juli 1976. Hans Schack var teologisk velfunderet og en god prædikant. Han lagde et stort arbejde i sine prædikener. Og han blev da også tilkaldt som prædikant til gudstjenester på egnen, især dog i Møgeltønder, men også rundt om i landet og til bryllupper her og der.

Hans formelle ansættelse hos mig var et-årig som "ulønnet hjælpepræst" og han skulle endog selv betale sin kørsel fra hjem til kirke. Og antagelig også kjole og krave. Det første år var han forpligtet til én mdl. gudstjeneste.Derpå skulle ansættelsen år for år fornyes efter ansøgning fra mig, men naturligvis med hans billigelse. Efter nogle års ansøgninger af den art skrev ministeriet dog, at han nu var at betragte som ansat "indtil videre".
Men han var en travl mand, og efterhånden som årene gik blev det stadig sværere at finde en dag i hans kalender, hvor han kunne hjælpe mig til en frisøndag. Reelt stod han efterhånden meget sjældent i Brede kirke, men formelt var han dog ulønnet hjælpepræst i hele 13 år. Som det lå var det derfor ikke unaturligt, at da der i Ballum-området var sket sognesammenlægning til et 4-sogns pastorat (Ballum-Skast-Randerup-Hjerpsted) accepteret af alle 4 menighedsråd og sognepræsten efter et løfte fra biskop Helge Skov til sognepræst og menighedsråd om at oprette en hjælpepræstestilling, (som dog ikke kunne nå op på en ordentlig løn-kvote på 50,) at den dér valgte hjælpepræst, Johanne Sloth fra Bevtoft, oveni fik til opgave også at virke som hjælpepræst for provsten for Tønder provsti en søndag i hver måned.. Den nyordning trådte i kraft den 1. oktober 1989. Det betød mere og især regelmæssig afløsning for mig, men grev Schack var noget skuffet over ændringen, og forbavset over, at det skete temmelig "teknisk", blot ved at se bort fra hans ansættelse uden at meddele ham en egentlig skriftlig afsked fra ministeriet eller tak fra stiftet. Men sådan ophørte hans "indtil videre" altså.
Da Schack døde 1. juli 2000 syntes jeg, der manglede noget i pressen om ham og især om hans virke som præst og derfor skrev jeg til Kristeligt Dagblad og fik optaget følgende:

"Hans Lensgreve Schack, der døde i sit hjem i Selestat, Frankrig, den 1.7.2000, har sin plads i den sønderjyske nutidshistorie, som andre må gøre rede for til sin tid.
Men hans virke som præst i det sønderjyske fortjener at nævnes som en brik i billedet af ham. Fra juli 1976 og aktivt frem til slutningen af 1989 var han ulønnet hjælpepræst for provsten for Tønder provsti og havde jævnlig gudstjeneste i Brede kirke, som også i Møgeltønder og andre steder ved lejlighed.
Ved de gudstjenester han stod for, mærkede man hans teologisk sikre ståsted og viden i hans prædikener, men også hans humor, som blev brugt for at få bragt evangeliet frem til den enkelte. Han var en dygtig og seriøs prædikant. Og hans store salmekendskab sporedes i hans sikre salmevalg. Han tog sin opgave alvorligt, når han ledte en gudstjeneste, og det var ikke bare hobby at få lov at virke i Den danske Folkekirke, lokalt i Brede.
Når han på lørdag begraves på Møgeltønder kirkegård er hans slægts virke i Sønderjylland forbi, men dens betydning gennem generationerne står ved magt, og Hans Schacks minde kommer ikke alene til at stå på slægtstavlen, der er opsat på Møgeltønder kirkes nordre kapels væg, men vil også leve i manges sind, fordi han var så spændende og livfuld. Æret være hans minde.
Jørgen Algreen-Petersen
tidl. sognepræst i Brede, Bredebro,
og provst for Tønder provsti"


Præstekonventer

Vi havde stor glæde af at kunne bryde "præstegårds isolationen" ved at mødes med andre præster omkring os. Når vi var "i byen" hjemme i sognet var det svært at gøre sig helt fri af de bånd embedet altid lagde på en. Selv ens bedste ven var man trods alt præst for, det måtte på en eller anden måde med i ens inderste. Derfor var præstekonventerne et åndehul. Der var i Tønder provsti fra tiden efter genforeningen to konventer. Det ældste "Vestslesvigske Konvent" blev også kaldt "Jernbanekonventet" fordi de deltagende især kom fra sogne langs banestrækningen fra Tønder helt op til Skærbæk og Brøns. Men efter kommunesammenlægningen i 1970 skete en provstiomlægning, så de to sidstnævnte ikke var med mere i provstiet, men de kunne fortsætte som deltagere om de ville og der var på det tidspunkt vi kom til i 1964 præstefamilier med fra Tønder, Ubjerg, Højer, Visby, Daler, Emmerlev, Ballum, Mjolden-Randerup, Brede, Døstrup, Løgumkloster, Nr. Løgum, Skærbæk og Rømø. Ikke alle deltog hver gang men som regel var vi omkring en 20 deltagere og dertil gerne en taler udefra.
Konventet blev afholdt tre gange om året og begyndte med gudstjeneste i værtens kirke, ved værten selv. Derpå var der kaffe i præstegården, som regel i konfirmandstuen, og derpå foredrag og drøftelse i stuerne med livlig diskussion og cigarrygning. Man så helst at der var indkaldt en foredragsholder som kunne lægge niveauet rimeligt højt og sagligt velfunderet. Efter det var der middag og man sivede efter en kop "skrub af kaffe". Da så mange var med og der kun var konvent tre gange om året var der længe imellem at den enkelte præstefamilie var værter, men når turen kom til en selv var det både anstrengende og dyrt. Helt galt kunne det gå når "det store konvent" i samme præstegård faldt tæt på "det lille konvents" samling, der foregik 10 gange årligt om end på et lidt mindre krævende plan. Vi var nogle stykker, der var med begge steder.
I det store konvent blev man kun optaget efter sin ankommet til provstiet når man var set lidt an af de øvrige deltagere, der så drøftede om man skulle inviteres til næste gang. Der var af og til endnu da vi kom noget elitært over det, og der kunne af og til dukke en smule akademisk hovmod op især i de første år..
Det var efter sigende tidligere noget som især provst (dr. theol.) Jens Holdt, Brede, sognepræst Anders Malling , Brøns og sognepræst Hans Magle, Tønder kunne lade sig mærke med og det blev i sin tid en af grundene til at provst Hans Petersen, der siden 1941 var sognepræst i Hostrup, trak sig ud omkring 1957 og holdt sig til det andet, "lille" konvent der var mere øst-vendt, mere teologisk bredt og mindre fordringsfuldt. Her var man "født" medlem, når man blev præst i sit sogn, hvis den tidligere præst havde været med..
Det vestslevigske Konvent "gik ind" engang i 80'erne, blandt andet fordi familiemønsteret ændrede sig efter at mange ægtefæller var udearbejdende. Vi forlod det før, noget inde i min provstetid fordi vi ikke havde kræfter til at deltage i to konventer ud over alt det andet en provstefamilie skulle ud til. Der var dem, der mente vi - som provstefolk - svigtede ved det, men det måtte blive sådan.
Præstefamilierne i det "lille konvent" kom fra Abild, Visby, Brede, Øster Højst, Hostrup, Bedsted, Ravsted, Burkal, Bylderup og Tinglev sogne. Og det betød et lidt lavere antal gæster hver gang
I "Det lille konvent" kom man til kaffetid og gik til bords til begrænset kageopbud om eftermiddagen, hørte et foredrag eller fik en gennemgang af en ny bog ved værten selv, drøftede det åbent og frit og gik så til middagen, der var fastlagt til at rumme to retter og ikke mere. Deltager tallet lå som regel på en 15 - 18 personer, flest til kaffen fordi mange skulle afsted til andet om aftenen. Der var store forskelle på de præster der deltog, både af temperament og kirkelig indstilling. Ja, måske var det netop særlig interessant for sin folkekirkelige breddes skyld. Og man kom nok hinanden lidt mere ved i "Det lille konvent"
Her mødtes på venskabelig fod den kvindelige præst fra Abild, Oda Bille, med sin kollega Jens Jensen fra Burkal, der er modstander af kvindelige præster. Det var ham, der ved sin ordination - som undtagelsesvis foregik i Burkal kirke - krævede at blive fri for at række hånd til en kvindelig præst Derfor slettede biskop Helge Skov - til de fleste deltagende præsters skuffelse og harme - det led i ritualet, som man populært kan kalde for "det kollegiale håndslag" som normalt gives under selve ordinationshandlingen. Det endte med at ingen af præstene gav håndtryk i kirken ved den ordination. (Men Jens Jensen ville nu - åbenbart for en sikkerheds skyld - heller ikke give Oda Bille hånden i kroen til kaffebordet bagefter.)
Hans teologiske holdning til kvindelige præster fastholdt han, men til konventer hos ham selv og andre steder mærkedes den holdning ikke. Fordrageligheden herskede. Og var vi i mangt og meget vildt uenige, så hørte vi gerne på og lærte af hinanden og vi havde det hyggeligt.
Ved sammenkomsterne rundt om i præstegårdene kunne vi som oftest blive stillet overfor kirkehistoriske foredrag eller dogmatiske betragtninger, for eksempel om en moderne forståelse af forsoningslæren, måske et foredrag om kirkekunst, god ny litteratur og om de store malere. Men ind imellem blev vi også stillet overfor "foruroligende tanker" af nyreligiøs karakter. Vore diskussioner kunne da komme til at dreje sig om astrologi, vandårers betydning for nattesøvnen og velværet, pyramidebehandlet vand, eller måske mødte vi studier af gammel jødisk kabbala mystik, som blev sammenholdt med teorier om numerologi eller andet, der handlede om hvad der nu rørte sig blandt såkaldt søgende danskere. Og der lød af og til blandt os en opfordring gående ud på at vi præster burde vise større åbenhed for folkelig religiøsitet så som reinkarnation og healing. Det blev især fremført af Tinglevpræsten Frithiof Zwicky, der også uden betænkning vedkendte sig sin store sympati for læren om sjælevandring . Han anså reinkarnation for hørende til indenfor kristendommen helt fra oldkirkens dage, og han søgte at påvise sin tese i arbejdet med bibeltekster og oldkirkens teologers tanker. Han kom da også på et tidspunkt "i fjernsynet" på grund af de synspunkter. Det bevirkede at biskop Helge Skov i 1988 iværksatte en grundig teologisk undersøgelse af hans forkyndelse med udgangspunkt i en skriftlig redegørelse fra Zwickys side, som gik på officiel høringsrunde blandt landskendte teologer, der dog alle var dybt uenige med Zwicky. Det hele endte med, at han af Helge Skov fik en klar påtale om ikke at udbrede sådanne synspunkter. Noget, der af Zwicky selv blev opfattet som en ubehagelig og uretfærdig "mundkurv", men som dog jeg for mit vedkommende fandt var en god og salomonisk løsning, som ikke sendte Zwicky ud i en økonomisk krise.
Sagen udløste en publikation fra forlaget Lohse i 1989, skrevet af Peter O.K. Olofson, som blev udsendt gratis til alle præster og menighedsråd, forsynet med forord af 2 biskopper, nemlig Georg S. Geil, Viborg og Henrik Christiansen, Aalborg, med advarsel om forsigtighed ved nyansættelse af præster, at de ikke var præget for meget af nyreligiøse synspunkter.
Der er af Svend Lauritsen, Øster Højst udarbejdet en komplet liste over samtlige titler på foredrag i konventet fra september 1969 til april 1994, som rummer omkring 215 forskellige foredrags titler gennem de 25 år, som viser hvad provstiets præster i de år var optaget af, og det giver et morsomt billede af det man kalder "præstegårdsteologi" i det små. (Den er sendt til Landsarkivet i Aabenraa).
Det giver mig anledning til at opregne noget af hvad jeg selv bød på, når vi havde konvent i Brede:

Februar 1970: " Om Martin A. Hansen: "Løgneren.""
April 1971: " Højkirkelige svenske præsters genvordigheder"
Oktober 1972: " Nyreligiøsitet"
April 1974: "Synet på embedsstanden i Sønderjylland under udlændigheden"
Oktober 1975: "Digteren Nis Petersen"
November 1977: "De kirkelige vækkelser i Vest Sønderjylland"
(ud fra A. Pontoppidan Thyssen' værk)
Februar 1979. "De biskoppelige handlinger" (Liturgikomissionen)
Marts 1980 : "Niels Holm, Christiansfeld, hans liv og salmer" (delvis på grundlag af provst Holdts disputats)
August 1981: "Hvis vi ikke bliver som kvinder, kommer vi slet ikke ind i Guds rige." (Ud fra artikel af Jens Lyster om Brorsons salme "Her kommer Jesus dine små").
Maj 1882: "Om Ydre Mission"
Oktober 1983: "Ritualer for dåb og brudevielse" (Liturgikomissionen).
Marts 1986: " Knud Hansens studier i Van Gogh's livsanskuelse."
September 1986: "I kald og stand " hos Luther og Selma Lagerlöf
Januar 1989: "Det unge Grænseværns historie."
April 1990: Preben Espersen: "Folkekirkens styrelse."
Februar 1992: "Job - idol og syndebuk" (René Girard)
Oktober 1993: "Kære Koste, kære Hal". (Hal Kock og K.E. Løgstup's brevveksling under krigen, om at vælge mellem samarbejdspolitik eller modstand)
Marts 1995: "Satan, den fortabte søn." Ud fra Kirsten Nielsens bog af samme navn.

Nogle af disse foredrag blev - i omarbejdet form - brugt af mig til vore vintermøder, men lå nok af og til lige højt nok for ikke trænede tilhørere. Maden ved disse konventer stod oftest præstekonen for, men nogle havde kogekone i køkkenet. For Helenes vedkommende stod hun altid for det hele med stor dygtighed.
Vi fik en god kødret og dessert, og der var øl og sodavand til. En konventsdag i Brede først i 80'erne bød således på indbagt mørbrad med flødekartofler, salat og flutes, så isdessert, og med øl og vand, og har på det tidspunkt beløbet sig til ca. 500 kr. i råvarer til den rene middagsudgift, dertil kom udgift til drikkevarer, kaffe og kager. Det lyder - som alle gamle priser - billigt, men det gjorde nu et føleligt indhug i husholdningsbudgettet.
Det kunne nemlig i alle præstehjem godt mærkes, når der var konvent, derfor var der regler for hvor mange retter og hvor mange slags kager der måtte komme på bordet så vi ikke kom ud i kappestrid. To slags kager og småkager om eftermiddagen, to retter mad til aften, samt småkager til skrub af kaffen var den absolutte norm.


Familiegudstjeneste 2017

Igen i år afholder vi familiegudstjeneste i Brede kirke. I år finder det sted tirsdag d. 3. oktober kl. 16.30.

Vi begynder med en kort gudstjeneste i

Læs mere